Erkendelser fra et forlist forhold på Søren Manschers nye single

0
989
Foto: Banger Sessions

Søren Manscher er klar med anden single fra sit kommende andet album, “Den Stærke Sol”. Singlen “Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” er en guitarbåret, indie-poppet sang om at se tilbage på et forlist forhold og erkende sin egen rolle i det.

“Jeg huskede alting som var det dit drama
For jeg var i hvert fald ingen skuespiller
Nej, jeg råbte, ”alting er bare dit drama!”
For jeg har sgu aldrig spillet med på det her, nej!”

Søren Manscher gjorde sig første gang bemærket i 2019 med debutalbummet “Det er balancerne, der holder sammen på det hele” og høstede store roser i medier som Politiken og Gaffa, mens den iørefaldende single “Jeg ser lagener blafre i vinden” var “ugens hittip” i P4 Play.

“Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” er anden single fra et nyt album fra Manscher, hvor han – efter den mere eksperimenterende trommebårede EP “Ø” fra 2020 – igen skriver sange på guitar og fører sin lyriske pen henover hverdagslivet.

“Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” er en sang om at nå til et sted, hvor man kan tilgive sin ekskæreste, og sig selv, for dramaet i et forhold, som gik i stykker.

”Det er en sang om den kollision, der kan opstå mellem illusionen om et forhold og den virkelighed, man er i sammen. Der hvor alt eksploderer i følelsesudbrud, misforståelser og anklager, og man bliver bitter og fortaber sig i den nemme historie om den andens forkerthed. Men som forholdet ender, og tiden går, begynder pilen lige så stille at pege tilbage på en selv. Man gennemlever de gamle minder – og ser dem mere udefra. Der kan tilgivelsen begynde – især tilgivelsen af sig selv”, fortæller Søren.

Sangen er skrevet på Færøerne, hvor Manscher har været på flere skriveophold og blandt andet arbejder sammen med Teitur om en kommende EP fra de to. Musikken til “Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” er skrevet med to andre færøske samarbejdspartnere, Harald Fonsdal Johannesen & Líggjas Olsen.

“Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv” udkom den 26. november 2021.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here