Duoen Highboy maler farvestrålende og iørefaldende musikalske portrætter af menneskets mange personaer på deres nye single ”Hush, Hush Harriet”, der udkommer den 22. januar. På nummeret tager Highboy alt det bedste fra den amerikanske folks stemningsfulde musikalske grundlyd, og tilfører nummeret et indie-poppet og lyrikbåret udtryk, der ikke er til at komme uden om.
Allerede når man i løbet af nummerets første sekunder hører lyden af Jacob Falks knivskarpe guitar ledsaget af rytmiske, energiske trommeslag, og et klaver, der stepdanser ind over tracket, er man ikke i tvivl om, at der er noget godt i vente. Så indtræder forsanger Pernille Loumanns Intense og udtryksfulde vokal på nummerets musikalske bagtæppe og fortæller historier om personaerne Harriet, Carrie, Shirley og Stacey i et upbeat, rytmisk indie-folk-setup, man ikke kan lade være med at lytte til. Og det er der en grund til:
“For mig handler det om, at det skal ramme et eller andet, der intuitivt påvirker lytteren. Der skal være en umiddelbarhed over det musikalske udtryk, som er uafhængig af musikalske genrer. Man skal bare kunne føle musikken, og teksten skal vække en eller anden genklang i en. Og i ”Hush, Hush Harriet” handler det om at omfavne alle de skønne, besværlige, irriterende og problematiske sider af sin personlighed, og slutte fred med, at de er en del af den man er”, siger Pernille Loumann.
Highboy udspringer af et 25 år langt personligt og musikalsk venskab mellem sanger og sangskriver Pernille Loumann og musiker Jacob Falk. Bandet udgav deres første EP ”Highboy” i april 2020 og singlen ”Hush, Hush Harriet” er forløber for duoens første album ”Like The Day”, der udkommer i foråret 2021.
”Vi har virkelig taget os god tid til at skrive og indspille de nye numre. For nogle af sangenes vedkommende har vi indspillet dem ad flere omgange og ladet dem ligge i årevis for at vende tilbage til dem. Vi har begge udviklet os meget i løbet af de år, vi har spillet sammen, men nogle af de numre, der er med på det nye album, er karakteriseret af den samme enkelthed og inderlighed, som kendetegnede vores allerførste sange”, fortæller Pernille Loumann.
Det kommende album kombinerer upbeat og energiske musikalske fortællinger som ”Hush, Hush Harriet” med mere rolige, stemningsfulde og melankolske melodier i et velfungerende krydsfelt mellem folk, indie og rock.
Medvirkende
Pernille Loumann: vokal
Jacob Falk: guitar, bas og keys
Mads Beldring: trommer, percussion og kor.