“Jul i hjertet” er en julesang til dem vi savner. Til dem vi har mistet. Selvom de er væk, har vi dem stadig i vore hjerter – og netop til hjerternes fest, er der god grund til at kalde dem tilbage, og mindes dem med glæde og kærlighed.
Glasgriber skriver voksenpop på dansk om livet som voksen med både børn og forældre.
Glasgribers seneste singler, “Dig og mig – Mig og dig” og “Gribe dig”, har begge fundet vej til både P4, P5 og andre radiostationer landet over.
Glasgriber tegnes af Morten K, der arbejder tæt sammen med producer Jon Kjærran om det musikalske udtryk. Med sig har de Camilla Albers og Mortens ældste døtre på kor.
Morten K fortæller om ordet og begrebet Glasgriber:
“Det var et ord, der kom til mig en dag. For mig dækker det over, at man som forældre styrter rundt og prøver at gribe sine børn når de ser ud til at falde, og gribe de ting de vælter.
En Glasgriber kan godt være en slags curlingforældre, der er ret opmærksomme på sine afkom, på godt og ondt. Men det er også et menneske fyldt med kærlighed. Jeg er helt sikkert selv en “Glasgriber”.
Da jeg skrev “Jul i hjertet”, havde jeg min dejlige mormor i tankerne. Hun blev 100 år som hun havde lovet mig, og så var hun også klar til at tage afsted. Jeg ved at hun er “deroppe” et sted, og jeg sender hende tit en tanke. Når det så bliver jul, så dukker der flere minder op, om alle de gange vi har holdt jul sammen, om familie frokosterne og den trygge barndom. Hun var med til at gøre julen og mit liv til noget særligt.”
Glasgriber arbejder på højtryk med at få mixet de sidste numre til den kommende ep. Morten K er ligeledes i gang med at sammensætte et liveband, der forhåbentlig kommer på landevejen i forbindelse med udgivelsen.