Monotone er andet album fra komponist og producer Heidi Mortensons non-binære kunstnernavn Phtalo, udtales på engelsk “thalo”. Pladen udgives på Cristian Vogels label Endless Process.
Den nye plade er en dynamisk udforskning af mødet mellem moderne og vintage lyd- og musikproduktionsteknikker, hvor bearbejdede vokaler er en minimalistisk kunstform i en nøje udvalgt maskinpark af synth og glitch. Phtalo destillerer en eksperimentel tilgang, af dynamisk lyd og alsidig komposition, til betagende værker opspændt mellem detaljerede lydtapeter og gestikulerende electronica. Pladen, der berører flere årtiers stilarter og genrer som IDM, avantgarde og ambient, vidner om et erfarent kendskab til en bred elektronisk musikhistorie.
Ligesom Phtalos gender-nonconforming identitet, er numrene på Monotone hurtige til at tage nye former, mens de holder kernen intakt. Pladen er lavet i Phtalos studie, hvor de bor i en skov ved den danske kyststrækning. Omgivet af musik og natur har Phtalo fundet en måde at balancere deres kreative liv på spektret. Hidtil har autisme været et levevilkår, som Phtalo har været stille omkring, men ligesom first movers som Hannah Gadsby, er Phtalo nu klar til at tale om den bevidsthed, som åbenlyst og møjsommeligt mangler i samfundet generelt.
I musikken har Phtalo et særligt fokus på finesser og modsætninger der mødes, og de syv numre inviterer os på en rejse, der ikke nødvendigvis følger konventionelle arrangementer, men lader os gå ombord og møde det uventede. Velkommen til Monotone!