Efter mere end tre årtier bagerst på scenen som en af Danmarks mest populære korsangere, træder Lei Moe nu helt frem i rampelyset. Nu med singlen ”Mighty Good Thing” og et nyt soloalbum, der udkommer i april. Erfarne Lei Moe har et imponerende musikalsk CV, med over 1500 registrerede indspilninger og et utal af live-optrædener som korsanger bag sig.
Sidste nyt i Lei Moes musikalske eventyr er, at Jimmy Rogers fra Fats Dominos pladeselskab CSP Records som leverer musik til CBS og Fox, har købt rettighederne til sangene fra det nye album med henblik på film og TV-serier i USA. CSP Records fik interesse for Lei Moe, da de faldt over videoen til “Wont Let Go” på Facebook.
Fra det kommende album er der indtil videre udgivet to singler. Førstesinglen og duetten med Troels Lyby ”Honey”, og senest soul-nummeret ”Won’t Let Go”, hvor Lei Moe havde vokal-selskab af Allan Mortensen. På den aktuelle single ”Mighty Good Thing”, står Lei Moe heller ikke alene. På det funky nummer har sangerinden nemlig forenet hele tre generationer af Moe-familien.
”Familien betyder alt for mig,” siger Lei Moe. ”Det er helt utroligt at have haft mulighed for at arbejde med min bror og især min søster i så mange år.” Både Lei, hendes søster Lupe, bror Lanni, deres respektive børn og deres mor har i mange år af deres voksne liv boet i samme opgang i Tyrolsgade på Amager.
På ”Mighty Good Thing” har Lei Moe igen samlet opgangen og inviteret Lupe og Lanni, datteren Bianca og nevøen Joey Moe samt hans lille søn med i studiet. Nummeret er således blevet en slags hyldest til Lei Moes musikalske familie.
Sangen sparkes følelsesfuldt i gang med et groovy ”Ohh yeah” og dermed er stemningen fra start allerede mighty good. Joey Moe bidrager med et rap-vers, der hylder den tætte familie og deres ophav fra Hawaii.
Lei Moes power- og sjælfulde stemme kommer helt til sin ret på det iørefaldende track, hvor hun igen beviser at det klæder hende endelig at være helt i forgrunden.
Morten Wittrock og Lei Moe har sammen skrevet tekst og musik til ”Mighty Good Thing”.
Albummet “Lei Moe” udkommer den 9. april.