Chief 1 er et kraftcenter i dansk musik – og i sig selv. Det står skrevet i snart fire årtiers musikhistorie, og på hans fjerde album som solist får vi alt det han er; rørende, optimistisk, melankolsk og uforstilt. Et album, der lige som ham, tør skælve og finde fast grund.
Som en af de største leverandører til vores fælles soundtrack siden 80’erne har Chief 1 manifesteret sig som den ener han satte i kunstnernavnet. Som teenage-frontmand og drivkraft i Rockers By Choice, som sangskriver og producer – og siden 2017 som solist.
Springet fra succesfuld producer til sanger som 48-årig var mildest talt modigt i en branche, der fokuserer på ungdommen. Men fra starten har Chief 1 vist, at han med al den sjæl og varme, der ligger i hans vokal, den indiskutable tæft for gode melodier og den ærlige måde han fortæller historier på, rammer enormt bredt.
Tro og Bjerge er 9 sange, der på hver sin måde rejser ind i troen. Tro på i morgen, tro på det gode, tro på sig selv og på andre. Og troen på, at man med den i hånden faktisk flytter det, der ligner urokkelige bjerge.
På singlen Regnbuer & en krukke af guld tegner Chief 1, i et livskraftigt popnummer, billedet af jagten på lykke som et fatamorgana, altid i horisonten. Men måske er den bare lige der, hvor man er, ”med bare tæer i græsset”, hvis man kan få øje på den.
Og Chief 1 har arbejdet for at få øje på det. Og tro på det. En medicinsk dødsdom i 90’erne, depression i 10’erne og en skilsmisse er bare nogle af de bjerge, han har flyttet – og stadig flytter – på. Et fighterhjerte, der skaber sange som afslutningsballaden ”Det skal nok gå” eller den retro-begejstrede peptalk-popskæring ”Gør dig glad”. En ukuelig smittende optimisme, som insisterer på at lyse mørket op.
På titelnummeret flytter Chief 1 ind og ud af skæbner han har betragtet – og det slog ham, da sangen var færdig, at den stod i gæld til alle de menneskeskildringer, han har elsket Erik Clausens film for. Den legendariske filmskaber sagde med stor glæde ja til at bidrage til nummeret med sin varme, velkendte stemme og forkynder:
“En usynlig hær af smukke
men ensomme sjæle
på flugt fra en fortid
der er så uendelig svær at heale
til den dag de flyver igen“
Ord som i virkeligheden indkapsler albummet perfekt. Fra Drøm sødt, som er skrevet for at hjælpe angstfyldte roligt ind i søvnen til Empati revolution, som udstiller vores individualistiske samfund og politiske klima, er albummet fuld af kærlighed til alle, der kæmper, savner og drømmer – og af en tro på, at vi heler sammen.
Sangene vandrer – ind og ud af troen på sig selv, mennesker, på livet og lykken. Og så har de i alt det, der kan synes banalt en ægte erfaring af, at det er der sandheden bor. I tro, håb og kærlighed.
Uden det havde Chief 1 aldrig rokket et eneste af alle de bjerge, der udgør hans liv. Eller fundet modet til at gå nye veje, når det så ud til at det sikreste var at lade være.
Chief 1 VIL noget med sine sange, han lever, når han er i musikken, og det kan høres i hver linje, han leverer.
Chief 1 starter sin efterårsturné samme dag som albummet udkommer, 6. oktober.
Chief 1 – TRO & BJERGE TOUR ’23
06.10.23 Bakkehuset, Ikast
07.10.23 Rampelys, Silkeborg
12.20.23 Bio Huset, Galten
13.10.23 Den Gamle Biograf, Mariager
14.10.23 Portalen, Greve
27.10.23 Nysted Biograf-Teater, Nysted (UDSOLGT)
28.10.23 Richter, Gladsaxe
03.11.23 Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved
04.11.23 Aksen Kulturhus, Asnæs
11.11.23 Realen, Fanø