Indie rock-duoen Alva opfordrer til refleksion, empati og fællesskab på sin nye EP, der tackler barndomstraumer, fraværende forældre og ikke mindst de nære venskabers rolle i at hjælpe dig gennem det hele.
Med et skrøbeligt guitarriff begynder “Male Friendships” ydmygt. Trommerne kicker ind, og en Dinaosaur Jr-agtig mur af støjguitar vælter ud af højttalerne. Bandet er sultent, og de har noget på hjerte fra første linje af lyrik på åbningsnummeret “One Last Name”, der italesætter en generation af fædres fralægning af ansvar.
“There were times when I would wait in line for you
Imitate my way to make the titles true
But something’s changed
We’re not the same
One last name”.
Der bliver kigget indad, såvel som taget skud mod en række targets på EP’ens fire numre – fra fraværende fædre til forældrekøbs-ungdommer som betaler sig gennem livet, og den begrænsende manderolle, man forventes at skulle passe ind i.
Balancen mellem den indre refleksion og ydre modreaktion er den røde tråd gennem EP’en, der udforsker mandlige relationer fra forskellige vinkler, og hvordan maskulinitet og idéen om manderollen i samfundet påvirker dine relationer – til din far, til dine venner og til dit billede af dig selv som ung mand.
I ungdommen er det dine venner, der er din familie og din supportgruppe, og Alva hylder de dybe men svære samtaler i en ode til venskabet.
Siden Alva i 2022 debuterede med Ep’en “Hug Me When I’m Hungover” er lydbilledet er rykket fra soveværelsets spinkle charme ind i punkklubbernes støjende univers med råbekor, skrattende guitar og store dynamiske skift i sangene, der ofte opbygges til episke crescendoer.
Alva krediterer erfaringen med at spille sangene live med fuldt band og opleve reaktionen fra publikum med at give mere selvtillid og tænde for lysten til at brænde broer og råbe frit for hjerte med bandets neo-grunge lyd taget til nye højder. Hvis “Hug Me When I’m Hungover” ser drengene kigge ud gennem dørsprækken fra soveværelse-studiet, så sparker de døren ind og er klar til at indtage Danmark med “Male Friendships”; en EP med en mere fuldt realiseret bandlyd der skruer op for både punket energi og intim selvundersøgelse.
“Vi bliver bedre og bedre hele tiden, og har lært hvad vi står for, og hvad vi vil kæmpe for. Vores mål er at prikke til de emner, der gør ondt, og opfordre unge mennesker til at dele deres usikkerhed og være der for hinanden. Radikal empati er vores terapi, og vi vil se folk danse og moshe til koncerterne som et fællesskab hvor ingen er alene, og der er plads til at være sårbar”, udtaler Mår, forsanger i Alva.
Alva fejrer releasen af Male Friendships med koncert på Lygten Station d. 20. oktober sammen med OK Echo.