I 1969 tegnedes musikbilledet sig internationalt af de rigtigt store: Hendrix, Joplin, Doors, og syrerockerne i Black Sabbath var begyndt at røre på sig. Herhjemme stod Povl Dissing stolt på skuldrene af sine gigantiske samtidige og albummet her er en perle af både viser og ren uforfalsket syrerock – eller pigtråd, som det hed dengang.
“Jeg er en tosset spillemand”, indleder Dissing albummet, med en genial og nærmest fjollet vise om den tossede spillemand. Albummet sætter hurtigt nålen i en anden rille med “Kvælerslangen” der har rockmusikken drivende ud af alle kropsåbninger. Teksten er igen ganske fjollet, Dissing beretter om kvælerslangen der er ‘skidefræk’ og langsomt er ved at æde ham nedefra og op. I virkeligheden handler Thøger Olesens tekst om en mand han kendte der var ved at blive ædt op af kræft.
Der skiftes generelt mellem rock og vise albummet igennem, så “Lille sommerfugl” (og nej, det er ikke Bjørn Tidmans udgave) er en vise hvor Dissings evne for at synge sart og stadig kraftigt kommer til fuld ret.
Men det er med “Den grimmeste mand i byen” at Dissing og hans til lejligheden indbragte husorkester Beefeaters stepper deres spil en tand op. Bandet er sig stærkt bevidst at de er nødt til at levere varen for at hamle op med Dissings sangpræstation, der både har sjæl og kraft som Roger Daltrey – når Daltrey er bedst. Da det således efter andet omkvæd bliver tid til solo, nøjes bandet ikke med en enkelt solo. Nej, de indleder med en blueset guitarsolo der ender med fødderne for foden af en gal mand og en hammondorgel, og den mand lader atter til slut stafetten tilbage i guitaristens hånd.
Et andet højdepunkt er klassikeren “25 minutter endnu”, hvor tempoet langsomt skrues op mens Dissing tæller minutterne ned. Det er en flok yderst kompetente musikere der præsterer at holde tøjlerne og styre kadencen, så kareten ikke vælter ud over kanten som en anden formel 1 ræser.
På vinyludgaven er det derefter tid til at vende lp’en, og b-siden indledes med en sumpet blues med tekst af Benny Andersen, og den fortsætter i den sumpede og fjollede rille med historien Dissings lille mærkelige dyr, “den der Fllobie Doobie Doo”.
Et par viser lader os kort puste ud før “Lad mig blive noget” slutter mesterligt af i samme rockede ånd som “Kvælerslangen” og den om ham den grimme mand.
Helt overordnet er albummet en perle, både i musik og tekst. Og så kan Dissing noget ret enestående, for han kan det fjollede uden at han mister sin troværdighed. Det er indimellem både sjovt og fjollet, men det er faktisk bare med til at højne underholdningsværdien. Selvom det er pjattet er det hamrende seriøst.
