Det indre barn er sluppet fri på 4 Guys from the Futures nye EP

0
1207
Photography by ©Tobias Kildegaard

4 Guys From The Future, der igennem et årti har etableret sig som et internationalt anerkendt indiepop-navn, udgiver ny EP med sange skabt i en ånd, hvor sangskriver Bjarke Porsmose har tvunget sig fri af forventninger, fordomme og selvkritik. Arches udkommer 23.10.20.

Da han var syv år gammel startede Bjarke Porsmose et band sammen med to venner – de spillede covers af U2, Nirvana og The Beatles. De spillede hundredevis af koncerter, og da han blev 12 år, stod han i DR TV’s talentshow Ud af Skabet, hvor Keld Heick og Mette Lisby, efter to udsendelser, udnævnte ham og vennerne til vindere af hele showet. 

Siden da har musik været et grundvilkår for Bjarke, og han har haft stor succes først med Lily Electric og fra 2010’erne med 4 Guys from the Future, som er blevet et anerkendt, nyskabende indiepop-navn i særligt Danmark og Frankrig.

I lange perioder har tvivl og stor nervøsitet ladet mentale skygger glide ind over troen på, og viljen til, at lade musikken folde sig mere ud, hvilket har fået Bjarke til at trække sig fra koncertscenen og koncentrere sig mere om at skrive sange til andre, bl.a. The Asteroids Galaxy Tour. 

”Jeg har søgt at kanalisere mine splittede tanker ud i andre måder at arbejde med sangskrivning. Det har givet flere perspektiver, både på bekymringerne og løsningerne. Nogle gange skal man holde kæft og lytte, nogle gange skal man komme over sig selv, stoppe de selvnedbrydende analyser, få skabt noget og løbe med det. Sådan har jeg det igen for tiden: løb! Men konflikten er real, og jeg ved, at jeg ikke er ene om den i nutidens musiklandskab.”

Den nye EP ’Arches’ består af sange, hvor tvivlen er sat lidt på porten og sangene peger legende i hver deres kunstneriske retning; 4 Guys From The Future lyder ganske enkelt som et helt nyt band på ’Arches’. Som buer danner sangene, enkelt og umiddelbart, forbindelsespunkter mellem Bjarkes mange talenter som sangskriver og sanger.

Singlen You I Want, som kommer forud for EP-udgivelsen Arches, er en hyldest til Prince og håbet om at fremtiden bringer svar:

“You I want er en funky lille gospelsang jeg skrev kort tid efter Prince’s død. Jeg havde snakket med en god ven om at skrive noget i Prince’s ånd og You I Want kom så ud. Selvom den er blevet sin egen, vil jeg ikke lægge skjul på at den er et lille kip med hatten til ”le petit Prince”. Den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry’s bog “Vinden, sandet og stjernerne” har inspireret til omkvædsteksten, mens jeg i versene rambler over par-forholds-issues og mine forsøg på at udfylde det umættelige begær kærlighed vækker i mig – åbenbart et begær efter både forløsning og forfald”

’Arches’ giver et indblik i Bjarkes glæde ved sangskrivningens ingeniørarbejde og sangene er produceret i et bekymringsfrit og ego-slettende samarbejde med ven, producer og sangskriver Rune Borup. Sammen har de søgt de ubesværede melodiers kvaliteter og har fundet hinanden i en umiddelbar leg med et mere poppet udtryk, end vi tidligere har hørt fra 4 Guys From The Future.

Singlen You I want er ude den 11. september 2020. Albummet Arches er ude på alle digitale platforme via Pony Rec. den 23. oktober 2020.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here