Jærv annoncerer dobbeltalbum og tour samt udgiver single

0
1141
Foto: Anna Kabana

Den danske duo Jærv, bestående af Amanda Glindvad og Mathias Smidt, gik i total hi under corona-nedlukningen, hvor de forsvandt ind et fælles rum med fokus på musikken. Resultatet er “Skud”: et vaskeægte dobbeltalbum som er sat til udgivelse til oktober. Næste single herfra, “Domino”, udkom den 25. juni.

Om “Skud

Efter en længere periode i studie-hi kommer Jærv til efteråret ud med dobbeltalbummet “Skud”, der rummer 21 sange. Dermed fuldendes duoens anmelderroste digitale-EP, “Skud part I” fra efteråret 2020. Lyrisk-tematisk går Jærv på “Skud” efter at udtrykke minder og stemninger fra det at vokse op som de sidste børn på kanten af det nye årtusinde. Om at gå fra barnsben med ukueligt mod og nysgerrighed op gennem ungdommen med dens knubs til at man slutteligt står som voksen. Hvad end det så vil sige. Et gennemgående dilemma på “Skud” er udfordringen i at nå til accepten af, at tvivl og søgen kan være følgesvende gennem hele livet.

Jærv har i løbet af de sidste år været i en rivende udvikling, der har formået at iklæde duoens markante univers i nye nuancer uden at den overliggende fortælling er blevet slået i stykker. DNA’en er stadig den samme, men Jærv har på deres nye sange en mere elastisk struktur, hvor frontperson-rollen bl.a. er mere udvisket: Amanda og Mathias’ vokaler filtrer sig ind og ud af hinanden, supplerer hinanden og virker ofte som én.

Om “Domino”

Jærvs nye single “Domino” fra det kommende dobbeltalbum giver lytteren en følelse af at være god nok / glad nok / sej nok – bare nok. “Jeg har det lige som jeg har det” er sangens nøglesætning, der med sin luftige flygtighed sætter sig fast, samtidig med at vi glimtvis mærker følelsen af længsel, som Jærv ofte fanger og kanaliserer i deres sange. “Domino” er en sang om at have sin bagage af oplevelser, erfaringer, gode såvel som hårde, og at være afklaret med dette, midt i alt. At alt det netop gør én til den, man er.

“Skud” tour efteråret 2021

I forbindelse med udgivelsen af dobbeltalbummet “Skud” tager Jærv og band på tour til oktober. Jærv kommer forbi følgende spillesteder:

1. oktober: Templet, Lyngby
6. oktober: Posten, Odense
7. oktober: Radar, Aarhus
8. oktober: Tusindfryd, Aalborg
22. oktober: Vega, Kbh


EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here