Debut EP’en fra JEONA er lige om hjørnet, men inden den kommer er han klar med den sidste single i rækken “CUFN”.
Singlens navn er en forkortelse af “Change Us For Nothing” og udkommer den 5. Februar. “CUFN”udspiller sig i et ærligt og oprigtigt selvskabt univers, hvor det denne gang er tilkendegivelsen af kærlighed i en travl hverdag, der er emnet.
Det soul-poppede univers blandet med den skandinavisk kant udspiller sig endnu engang flot på den nyeste single CUFN af Jonas H. Søgaard, der står bag aliaset JEONA.
CUFN er en minimalistisk upbeat popsang, der sætter fokus på det at stadfæste kærligheden til sin partner, når den travle hverdag er sat ind og man ikke længere er i den vilde og spontane nyforelskelse.
“Sangen handler om at tilkendegive sin kærlighed, når nyforelskelsen bliver til hverdag, og champagnen man drak på en tirsdag, er blevet skiftet ud med lange arbejdsdage og rugbrødsmadder. Sæt ord på følelserne i dagligdagen og kom tvivlen til livs. “I won’t change us for nothing”, Jeg vil ikke ændre noget ved os”, fortæller Jonas.
Under navnet JOHS havde Jonas stor streamingsucces med singlen Addicted og den senest udgivne Running (2018), som lå i høj rotation hos P4.
Med JEONA står han frem med sin egen musikalske virkelighed. Tag godt imod ham.
CUFN er ude på alle digitale platforme den 5. februar 2021 og EP’en er ude den 19. februar 2021.