Lei Moe feat. Allan Mortensen: “Won’t Let Go”

0
1905

Det er mere end tre årtier siden, Lei Moe udgav et album i eget navn. Den erfarne sangerinde har alligevel et musikalsk CV, der er længere end de flestes. Som korsanger har hun spillet og indspillet med en bemærkelsesværdig lang række artister på den danske scene. Nu træder Lei Moe igen helt frem i rampelyset og udsender nyt selvbetitlet album i april.

I efteråret 2020 udkom førstesinglen ”Honey” og den 12. februar kommer singlen ”Won’t Let Go” og den tilhørende musikvideo. Hvor Lei Moe på balladen ”Honey” sang duet med skuespiller og sanger Troels Lyby, har hun på det mere uptempo og soulede nummer, ”Won’t Let Go”, allieret sig med sangeren Allan Mortensen.

I singlens musikvideo kan man i selskab med Moe og Mortensen få den intimkoncert man måske ikke nåede i 2020, når de to talentfulde sangere i hver deres skindjakke synger og danser sig gennem den nye duet i et stort mekanikerværksted med både guitarist og korsangere. Moe og Mortensens sjæl- og powerfulde stemmer klæder hinanden, og i musikvideoen kan man mærke deres oprigtige og fælles kærlighed til musikken, som giver nummeret en særlig musikalsk energi og tilstedeværelse. Det er da heller ikke første gang, at de to artister synger sammen:

“- Min søster og jeg har et par gange sunget kor for Allan i forbindelse med forskellige TV-shows og så har jeg mødt ham ved mange forskellige musikalske lejligheder gennem årene. Jeg har altid ment, at Allan har en af de fedeste danske vokaler overhovedet. Derfor var det en stor glæde, at han med det samme takkede ja til at medvirke på nummeret”, siger Lei Moe.

En anden imponerende spiller på ”Won’t Let Go” er den Grammyvindende amerikanske guitarist Bob Britt. Britt har gennem 16 år været Bob Dylans faste guitarist og har derudover spillet med navne som Eric Clapton, George Harrison og John Fogerty. Samarbejdet kom i stand ud fra devisen: ”det værste, der kan ske er, at han siger nej”. Men det gjorde Bob Britt heldigvis ikke, da producer og tangentspiller Morten Wittrock kontaktede ham og spurgte om han ville medvirke. Bob Britt indspillede guitarsporerne via Facetime fra sit studie i Nashville, og dette blev i øvrigt starten på et tæt samarbejde mellem ham og Wittrock.

Hvis nogen mener, at de har hørt ”Won’t Let Go” før, er det helt korrekt. I efteråret ”lånte” Holtsø & Wittrock nemlig nummeret og indspillede og udgav det i en meget anderledes country/bluesversion, hvor Jes Holtsø synger duet med Ester Brohus.

Nu udsender Lei Moe nummeret i sin oprindelige form; en sprød soul-slasker, der nok skal få de fleste op af stolene.

Vokal: Lei Moe og Allan Mortensen
Keys: Morten Wittrock
Guitar: Bob Britt
Bas: Mikkel Risum
Trommer: Mads D. Andersen
Kor: Lanni, Lupe og Bianca Moe

Tekst & musik: Moe & Wittrock

Videoen er lavet af Morten Wittrock

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here