Mørkeblødt: Lyst mørke og rar uro

0
1117
Foto: Marius Dahl

Mød August Otto Sandfær – en ung musiker, som inviterer resten af verden ind i sit musikalske univers “Mørkeblødt”, hvor kvart-livskrisen indkapsles i et bombardement af følelser, farver og stemninger. Hans tredje single “Tænker På Dig” er ude den 23. april og den 7. maj udkommer debut-EP’en “Lyst Mørke, Rar Uro”.

Allerede da August tager sit første skridt ind i lokalet, spreder der sig en lys og mild energi i rummet. Man fornemmer hurtigt, at her har man at gøre med en “høflig ung mand”, der beskriver sig selv som en »almindelig, ung middelklasse gut med almindelige, middelklasse problemer« – en beskrivelse, der giver os et praj om, at der findes en mere reserveret side af den talentfulde sangskriver, og man får med det samme lyst til at grave dybere ned i, hvem August egentlig er.

Mørkeblødt er Augusts musikalske legeplads. Et sted hvor han forener analoge synthesizere og glitchy tromme-samples med finurlig, dansksproget lyrik – som hvis et ungt Love Shop var produceret af Dave Gahan (Depeche Mode) med Kanye West som co-writer. I Mørkeblødt har August skabt plads til at dvæle ved mørket og 20’ernes tankemylder, og vi får dermed indblik i en mere indadvendt og kaotisk side af ham. Det er August, vi møder, men Mørkeblødt der gør, at vi rigtigt lærer ham at kende.

“Mørkeblødt er det indadvendte mørke – det indadvendte univers. Det er er en ret normal fyr fra forstaden og hans problemer og tankestrømme foldet ud i musikken.”

“Sangene beskæftiger sig med alt fra følelsen af fremmedgjorthed og eksistentiel angst til melankoli og mørke, hvor tankespinderier tager magten. Mørkeblødt er derfor ikke en persona – Mørkeblødt er mig” – fortæller August.

Som en audiovisuel dagbog giver Mørkeblødt adgang til de mindre glædesfyldte sider hos ung mand i et moderne samfund. Gennem musikken mærker vi frustrationen over at leve i en verden, der konstant hiver i dig fra alle sider, og hvor man hele tiden mindes om, hvem man kunne være, og hvad man burde gøre i jagten på at opnå det perfekte liv. Det er følelser som disse, August puster liv i med sit musikalske, mørkebløde univers – og man skal ikke mange sekunder ind i hans musik, før man kastes tilbage af et bombardement af følelser, farver og stemninger.

“Jeg bruger musikken, og sangskrivningen især, til at skabe en håndgribeliggørelse af verdenen og alle dens udtryk, farver og larm. I Mørkeblødt koger jeg alt dette ind til lyd og ord, hvor det giver mening for mig. Hvis jeg kan videregive bare en brøkdel af den eksplosion af følelser og farver, jeg får oppe i hovedet, når jeg beskæftiger mig med musik, så giver det hele mening. Det er mit ultimative mål som sangskriver og musiker.”

Hører man Mørkeblødt, er det da også sanseligheden, som virkelig træder frem. Man kan næsten føle det mørkebløde mellem sine hænder – som mørk velour smyger det sig om lytteren, der suges ind et univers af det, August selv beskriver som “lyst mørke og rar uro”.

Den 23. april er Mørkeblødt klar med singlen “Tænker På Dig” og den 7. maj udkommer debut-EP’en “Lyst Mørke, Rar Uro”, der udgives via W.A.S. Entertainment.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here