Tinderbox Band Battle vender tilbage

0
1345

Så er der åbent for tilmelding til tredje udgave af Tinderbox’ banddyst for fynske talenter

De sidste to år er åbningskoncerterne på Tinderbox blevet leveret af musikere, der har været gennem Tinderbox Band Battle. I år drejede det sig om Efternøler, Timur og Markus Valentin, der alle fik lov til at åbne festivalens teltscene og på den måde blive profileret overfor tusindvis af Tinderbox-gæster. De tre navne blev fundet til finaleaftener, der blev transmitteret live af TV2/Fyn, der er mediepartner på konkurrencen, og blev udvalgt af en jury bestående af repræsenter fra TV2/Fyn, spillestederne Posten, Studenterhus Odense og Kansas City samt Beatbox Entertainment og Tinderbox.

Nu er det blevet tid til at søsætte en tredje udgave af Tinderbox Band Battle, og tilmelding kan ske via Tinderbox.dk. Deadline for tilmelding er søndag 3. februar, hvorefter brugere på Tinderbox’ Facebook-side vil kunne stemme blandt 30 udvalgte bands og solister og på den måde finde frem til de 15 finalenavne.

– Tinderbox Band Battle har været en stor succes de sidste to år, og vi er glade for i år at kunne være lidt tidligere ude end normalt for at give så mange som muligt en chance for at tilmelde sig. Niveauet har været rigtig højt i alle dele af processen, og tilbagemeldingen fra de seks vindernavne har været, at man udover en god koncertoplevelse også har fået stor eksponering i medierne og uvurderlig erfaring i forbindelse med konkurrencen, siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.

De tre vindere af Tinderbox Band Battle modtager normal bandhyre for deres koncert på Tinderbox, og eneste krav for tilmelding er, at man skal kunne påvise en tilknytning til Fyn, da formålet med konkurrencen er at promovere den lokale musikscene.

Timeline for Tinderbox Band Battle

Åbning for tilmelding
– Tirsdag 18. december 2018

Sidste frist for tilmelding
– Søndag 3. februar 2019

Præsentation af 3×10 bands til afstemning på Facebook
– Mandag 11. februar 2019

Afslutning på publikumsafstemning
– Tirsdag 19. februar 2019

Annoncering af 3×5 finalebands
– Mandag 25. februar 2019

Finaleaftener
– Posten tirsdag 5. marts 2019
– Kansas City onsdag 6. marts 2019
– Studenterhuset torsdag 7. marts 2019

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here