Andreas Toftemark: “A New York Flight”

0
1044

Andreas Toftemark er en ung, talentfuld dansk saxofonist og komponist, som har tilbragt de seneste 8 år af sit liv udenfor Danmarks grænser. Med 1 år i Sverige, 3 år i Amsterdam og 4 år i New York har han formået at skabe sig en international karriere indenfor jazzmusikken.

I New York ernærede han sig som professionel jazzsaxofonist, igennem al den tid han boede der, og han er blevet inspireret og præget af jazzens hovedstad.

Toftemark har studeret hos prominente navne som Joel Frahm, Ben Wendel, Sam Yahel og Eric Alexander. Han har optrådt rundt om i verden og han har spillet med mange internationalt anerkendte jazzmusikere, som f.eks. Peter Bernstein, Rodney Green, Ethan Iverson og Paul Sikivie.

De seks numre på “A New York Flight” er dejligt melodiske og velspillede og er alle drevet af den rytmiske åbensindethed som jazzen bevæger sig hen imod i dag. Dette mærker man både på de to numre Andreas Toftemark selv har komponeret samt på de fire jazz-standarder som kvartetten også fremfører. Det svinger – men der er samtidig åbent overfor både musikernes, samt lytternes, individuelle fortolkninger.

Det overordnede tema for numrene på albummet er kærlighed og lidenskab, hvad end det er kærligheden til New York – eller måske den nyligt genfundne kærlighed til Danmark…? – eller den kærlighed som udtrykkes på det nummer som var første single fra albummet, og som samtidig bærer albummets mest kryptiske sangtitel, “2223”, hvilket er en talrække som forfølger Toftemark igennem både kærlighed og venskaber.

Lyden på disse optagelser er klar og varm og den akustiske musiks mange nuancer skinner tydeligt igennem, takket være producer Henrik Holst Hansen, som er en mand med et skarpt øre og en særlig evne til at få musikken til at blomstre.

Andreas Toftemark Quartet består af nogle af tidens fornemmeste unge musikere på den danske jazzscene; Felix Moseholm på bas, Andreas Svendsen på trommer, Calle Brickman på klaver og så selvfølgelig Andreas Toftemark selv på saxofon.

Hver enkelt af dem er en overvældende fornøjelse at lytte til, og når de fire musikere bliver bragt sammen i et band, opstår der sød musik, af en både oprigtig og legesyg natur, som vi kun sjældent er så heldige at få lov til at høre.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here