Heartland offentliggør i dag en række tilføjelser til musikprogrammet for næste års festival – blandt andre Smashing Pumpkins og sydafrikanske Die Antwoord. Heartland finder sted for fjerde gang fra torsdag d. 30. maj til lørdag d. 1. juni 2019.
Efter at Heartland i sidste uge offentliggjorde den amerikanske R&B superstjerne Solange som det første musiknavn til 2019, er festivalen nu klar til løfte sløret for en ny runde af navne til næste års festival. Foruden førnævnte internationale headlinere kommer danske Jada og Folkeklubben, samt stortalenterne Hatchie og Lewis Capaldi også til Egeskov til sommer.
Smashing Pumpkins
Et af verdens mest ikoniske rockbands kommer til Heartland. Siden starten i slutfirsernes Chicago har Smashing Pumpkins solgt mere end 30 millioner plader, inklusiv over 10 millioner kopier af Mellon Collie and the Infinite Sadness fra 1995. Frontfiguren Billy Corgans karakteristiske og øjeblikkeligt genkendelige vokal har igennem årene lagt soundtrack til utallige teenagedrømme med et dybt følelsesladet udtryk, der passer perfekt til bandets storladne, næsten teatralske liveoptrædener.Bandets nye LP – SHINY AND OH SO BRIGHT, VOL. 1 / LP: NO PAST. NO FUTURE. NO SUN – er produceret af legenden Rick Rubin, der tidligere har arbejdet med alle fra Johnny Cash, Slayer og Red Hot Chili Peppers til Kanye West, Jay Z og Ed Sheeran. På pladen medvirker også de oprindelige medlemmer James Iha og Jimmy Chamberlin på henholdsvis guitar og trommer, foruden Jeff Schroeder, der har været del af gruppen siden 2007.
Die Antwoord
Siden debuten i 2008 har Die Antwoord – afrikaans for ‘Svaret’ – vakt opsigt med deres unikke tilgang til hiphop, elektro og ravemusik. Gruppen kalder selv deres udtryk for Zef Style, et anarkistisk og næsten punket musikalsk udtryk, der blander tekster på engelsk, afrikaans og xhosa med hektiske produktioner og et fuldstændigt outreret sceneshow. Som VICE Magazine siger det: “Trying to experience Die Antwoord on a computer is like splashing around in the bathtub trying to experience the ocean.”. Der er altså ikke andet for end at kaste sig ud i vanviddet.
Fra danske darlings til internationale stortalenter
Foruden ovenstående får Heartland også besøg af danske Jada, der charmerede både lyttere og anmeldere i 2017 med sit ligefremme og personlige take på moderne pop, samt Folkeklubben, der efterhånden har opnået lokal heltestatus i Danmark med deres venlige og quirky musikalske univers. Sort Tulipan, gruppens fjerde studiealbum, udkom i oktober 2018.
Herudover gæster et par internationale stortalenter også festivalen i 2019. Den skotske singer-songwriter Lewis Capaldi gæster også Heartland med sin karakteristiske vokal og klaver-ballader, mens Hatchie besøger festivalen med sine sluthalvfemser-inspirererede poprock.
De kommende måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne fra hele verden inden for MUSIC, ART, TALKS og FOOD. De vil alle kunne opleves på Heartland 2019, der finder sted fra torsdag d. 30. maj til lørdag d. 1. juni 2019.
BILLETSALG
Partoutbillet: 1.950 DKK ekskl. gebyr
Overnatningstilbud, børnebilletter og et begrænset antal endagsbilletter bliver sat i salg senere på året.
Billetlink: www.heartlandfestival.dk