Den københavnske alt-rockgruppe KANT er aktuelle med ny musikvideo og EP “Perfect Afternoon” der udkom den 22. oktober 2021.
Udgivelsen er en motorvejssammenfletning af musikalske inspirationer. På vej ned af rampen sidder 4 frygtløse gutter tilbagelænet i en lille Morris Mascot med 200 km i timen. EP’en rummer numre, som tager dig med over i overhalingsbanen, numre, der får dig til at suse ned af affyringsrampen og numre, der lader dig cruise med blikket rettet mod horisonten.
KANT bringer pop, urban og hiphop ind i en moderne fortolkning af rockmusikken. Spændingerne og kontrasternes indbyrdes kamp er en essentiel del af bandets lyd og DNA.
Sangene er drevet af en fortællerlyst, som udfolder sig i luftige melodier og støttes af store synthflader og skarpe guitarriffs på en bund af groovy bas og energiske trommer.
KANT drager lytteren ind i et univers med dybde, kreativ kompromisløshed og modsætninger med en legende tilgang til sangskrivning og instrumentale virkemidler.
Med tekster, der kredser om samtidens forestillinger om virkelighed og ideal, synger forsanger Nikolai Sørensen om alt fra usikkerhed og utilstrækkelighed over overlegenhed og arrogance til virkelighedsflugt:
”EP’en beskriver en kamp om at opnå et ideal. En kamp om at skabe perfekte øjeblikke og tomme trofæer, der får os til at overse virkeligheden og giver os en følelse af værdi.”
Den indre kamp er også illustreret i udgivelsens visuelle udtryk, der er resultat af et fast samarbejde med grafiker Asta Dreboldt. Musikvideoer til udgivelsen er produceret af bandets selv og instrueret af guitarist Rasmus Volden. I aktuelle film til sangen “Time” medvirker skuespiller Henrik Blauner, der er aktuel i kommende Bille August film “Kysset”.
KANT debuterede med en række singler, samt EP’en “Mermaid” i efteråret 2020. Over sommeren 2021 har bandet været aktuelt med tre singler fra kommende EP-udgivelse, der har sikret bandet en del omtale i både nationale og internationale medier, samt airplay på flere landsdækkende radiostationer i bl.a. Frankrig og Italien.
KANT udgøres af de 4 barndomsvenner Nikolai Sørensen, Rasmus Volden, Anders Justiniano og Larle Damsgård, der skriver musikken i fællesskab og udgiver på eget label, LSS Rec.