LineMarianne: “To the Beach”

0
968
Foto: Nikolaj Bundvig

LineMarianne er klar med første single fra sit kommende debutalbum. “To the Beach” rider på en bølge af L.A.-nostalgi med sine Motown-trommer, vintage guitarlinjer og Corleone inspirerede strygere. “To the Beach” tager dig med til et sted, hvor der er frihed til at se kærligheden i et nyt perspektiv.

Fra horisonten glimter en orange sol i havoverfladen, og fra vandkanten spejler den drømmene om nye begyndelser. Farvet af L.A.- inspiration og nostalgisk kærlighed til organisk lyd cruiser “To The Beach” med sine vintage guitarer og Motown trommer mod en destination langt fra det fastkørte.

“Reach into orange light
On our moonlight drive at night
Awaken to see
How the sky is falling”
(“To the Beach”)

I billedtætte vers følger LineMarianne os ad poetiske veje med sin karakterfulde vokal til et sted, som forløser – og med strygernes Corleone-hyldest mod outroen er det nærmest umuligt ikke at forestille sig en orange aftenhimmel over Venice Beach.

”Det her er min hyldest til alle de LA-baserede bands, jeg er vokset op med – The Doors, The Byrds, Beach Boys og Love”, fortæller Line.

Men “To The Beach” har også et langt mere hjemmebundet lag. Familiens sommerhus i den fynske vandkant har altid været Lines fristed. Et sted hvor perspektiver og mentalt rum udvider sig og giver plads til nye forståelser. “To The Beach” er en kærlighedssang til alle dem, der er kørt fast i årelange forhold og alle dem, der lige har fundet sammen og skal finde en vej, de kan følges ad.

”Det er en sang om at turde flytte sig. At give plads og se tingene i et nyt lys. At løfte blikket fra det spor, man er faret vild i og se, at der faktisk er andre veje. For mig, og i sangen, er det sted stranden. Det er der, jeg føler, jeg er – og er fri til at løfte blikket og give plads til nyt.”

LineMarianne debuterede som solist i 2018 og har med sine tre singleudgivelser markeret sig med sin karakterfulde, melankolske vokal og stemningsmættede sangskrivning, fyldt med kærlighed til 70’erne og 80’ernes musik- og filmscene.

Line har tidligere stået i front for STÅL og Alex Canasta.

“To the Beach” udkommer den 18. juni via United in Flames

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here