Lou Z – Honey. Cobra.

0
1107

Efter udgivelsen af den Gaffa-premierede single ’Downtown’ har den alternative rockartist Lou Z strenget elguitaren op på ny og er nu klar med sin anden EP, der bærer titlen ’Honey. Cobra.’. Musikken er både slæbende, beskidt og melankolsk.

Bagved Lou Z’s køligt henkastede vokaler og slidte læderjakke finder man vinylstøj og et støvet, sværmende guitarunivers, der skaber analoge bagtæpper. Et lydunivers, der med sin groove’ende tunge bund også henter inspiration fra hip-hop og neo-soul, men hele tiden med ”gritty” elguitar som ledestjerne.

Et gennemgående tema for EP’en er betagelsen af den iboende tosidighed som kan findes i situationer og oplevelser, man kommer ud for. Som titlen også antyder så udforsker flere af sangene denne komplementaritet på forskellige måder. Sødt og farligt. Godt og ondt. Yin og Yang. Fuzz-guitar og følelser.

Lauritz om sangene: ”Afslutningsnummeret ’Watertown’ er skrevet, mens min kæreste ventede vores søn. Jeg var fyldt af en følelse af omsorg og lykke, men også tynget af bekymring for at den lille dreng en dag skulle møde verdenen og alle livets bittersøde indslag. Med andre ord stiller sangen spørgsmålet: om tiden mens man befinder sig i sin moders mave i virkeligheden er den bedste og mest ubekymrede tid, man kommer til at opleve? ” 

“Eller åbningsnummeret ”Downtown”, der handler om en person, som skal ud ad døren, ned på gaden, ud i byen, ud i natten. Om den identitet man selv kan vælge sig, når man begiver sig afsted, og hvordan man kan gemme sin egentlige personlighed og eventuelle usikkerhed bag den kulisse man selv sørger for at sætte i scene. Bag det kostume man ifører sig. Et smukt bedrag af både en selv og andre, og som både kan gøre en lykkelig for en stund, men samtidig rummer en uægthed og måske bagvedliggende ulyksalighed.”  

EP’en er indspillet i et ”vibey” og hulelignende studie, oplyst af neonlamper, i det centrale København, hvor sangskriveren og manden bag aliasset Lou Z, Lauritz Carlsen holder til. Her bliver verden lukket ude for en stund til fordel for den kreative proces, der består i skabelsen af nye lyde og nye sange. Gennem samarbejder med anerkendte musikere, producere og sangskrivere fra den danske musikscene blander Lou Z elementer fra både soul, electronic, hip-hop og guitarbaseret sangskrivning – som man måske ville genrebestemme som rock n soul. På EP’en spiller Silas Tinglef (2nd Blood, Kira Skov, m.fl.) med på trommer.

Lou Z

Dreven, slæbende, og pulserende alternativ rockmusik, der henter inspiration hos kunstnere som Lana Del Rey, Arctic Monkeys, Black Rebel Motorcycle Club og Fleetwood Mac. Bag navnet og elguitaren finder man den danske sanger og sangskriver Lauritz Carlsen. Med læderjakke og nystudset ’mullet’ skriver han sange med temaer som hjertesorg, tab og menneskets uundgåelige og ømtålelige afveje – på en måde som bedst kan beskrives som melankolsk, alvorsfuld, ærlig…uden filter og med et par trætte, drømmende øjne.

EP’en Honey. Cobra. er ude på pladeselskabet Møs Møs den 23. oktober 2020.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here