Ny single fra Alpas Ave

0
1289

Den elektroniske duo Alpas Ave debuterede i februar med den dramatiske, mørke Black Mirror, og markerede sig øjeblikkeligt som et af de mest særegne og ambitiøse projekter på den nye danske scene. Nu er de klar med andensinglen You Betray, gjort af nordisk noir, international elektropopkvalitet og en blændende vokal.

I ledtog med vokalen, som på sit lyse, stilsikre leje forfører dig som en sirene, danser drømmenes dæmoner til et tungt beat, der instinktivt leder dig ind i et uudgrundeligt, menneskeligt indre.

“Alpas Ave inviterer os ind i et elektronisk lydunivers, der er kaotisk og smukt på samme tid.” – (Gaffa om Black Mirror)

Alpas Ave består af Marianne Ernst Dam og Martin Pilgaard Grishauge, som med debuten i februar fik slået fast, at de er her for at skabe deres egen plads i musiklandskabet.

You Betray er inspireret af underbevidsthedens vrangforestillinger, som de kommer til os i drømme. Drømme hvor ominøse, reptillignende skabninger ligger på lur; udfordrer dig og besætter dig.

You Betray er et energisk, stemningsmættet pop-track, der som et billede på en eksistentiel jagt og et indre ur-menneskeligt opgør mellem kujonen, den bedrageriske og den magtesløse, vil lede dig ind i tvungen transformation.

Go puzzle your human frame” – You Betray

Som på Black Mirror er videoen til You Betray skabt som et kunstnerisk værk, ligeså meget som et komplimenterende udtryk til sangen.

Videoen tager sit udspring i krybdyrhjernens forbindelse til det autonome nervesystem. De lag, der ligger så dybt i det ubevidste, at vi er nede i urinstinkterne.

Videoen er skabt i samarbejde med kunstneren Jeppe Vinum som et generativt kunstværk. Vinum bruger et autonomt kodet system til at skabe tusindvis af visuelle kombinationer og tilfældigheder, som integreres i en blanding af orden og kaos. Kunstværket er altså blevet til i et samarbejde imellem computeren og kunstneren. Resultatet er atmosfæriske fremtoninger, der bevæger sig på perceptionens grænse imellem figuration og abstraktion.

You Betray er en ny magtdemonstration fra den unge duo. Den blev sluppet løs på alle digitale platforme den 15. maj.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here