Om Et Mistet Anker

0
1132
Foto: Ann Nilsson

Tilflugt udgav den 19. marts deres debut EP “Om Et Mistet Anker”.

Tilflugt er et nyt Aarhus-baseret femmandsband, bestående af Caroline Margaret Nilsson (hovedsangskriver, sangerinde, keyboardist), Lucas Bjarke Jensen (producer, trommeslager), guitaristerne Leo Glader & Lucas Emil Nilsson og bassisten Anders Hedegaard.

Blandt medlemmerne er der stor forskellighed, én studerer psykologi, en anden computerteknologi og to musikvidenskab – en går endda på efterskole. Fælles for bandet er dog en stor passion for at skrive ærlig musik, der ikke behøver blive fastlåst inden for én stil eller genre.

Hvis bandet dog skulle kategoriseres med en konventionel genre, ville musikken med sandsynlighed beskrives som indie rock, men alternativt kunne den kaldes bedroom rock med jazzede og klassiske elementer. Tilflugt elsker at eksperimentere med skæve taktarter og unik harmonik, og håber (med tiden) at lyde som produktet af Thom Yorke og Katinkas hede kærlighedsaffære. 

Ep’en er selvproduceret fra et Lo-fi hjemmestudie (Det vil sige udstyr på gulvet og i klædeskabet) – det på trods af, at ingen i bandet før havde nogen egentlig erfaring med musikproduktion. Måden, bandet har valgt at indspille deres sange på, bunder i et ønske om at springe direkte ind i hjertet af musikken og resultatet blev et ærligt øjebliksbillede med al dets uplanlagte skønhed og nerve. 

“Om Et Mistet Anker” refererer til oplevelsen af at indtræde i sin ungdom og føle, at man mister noget. Som ung står man ikke længere fast men oplever en ny formbarhed, og de utallige forandringer kan føles endeløse. Det kommer især til udtryk i sangen, “Undersøiske Vulkaner”, der beretter om et brud i grundfundamenterne og et altoverskyggende ønske om at kunne sætte tiden midlertidigt på pause.

Desuden handler Ep’ens slutnummer, “Dalens bund”, om den konkrete overgang fra barn til voksen. En overgang, der både indebærer en sorg over, at stå for enden af sin barndom, og en uro for det medfølgende ansvar ved at træde ind i de voksnes rækker. Det er en rejse spækket med både nyfunden frihed, men også fyldt med seperationsangst ved at stå midt i en opløsningsfase. Ep’en forener det at være ung og håbefuld, med hele livet og dets talrige muligheder stående for døren, men også lyden af fortvivlelse, da alle mulighederne kommer med risikoen om at vælge forkert. 

Ep’en består af en samling på syv sange, der hver eksisterer i deres egen ret, men som sammen fletter en historie om en personlig rejse der kulminerer ude på det åbne hav. En rejse med drømme og ideer om selvforbedring og med et ønske om, at lade alt, der er svært, falde bort.

“Om Et Mistet Anker” behandler flere centrale temaer, man som ungt menneske stifter bekendtskab med. Lige fra at føle sig overset, isoleret eller at døje med lavt selvværd og processen i skulle tilegne sig evnen til at udvise selvomsorg. Ligeså temaer som den første kærlighed, kærestesorg og om det første bekendtskab med psykisk sårbarhed eller ligefrem sygdom. Desuden ønsket om indimellem at kunne flygte fra det hele og undslippe strømmen af andres forventninger. Slutteligt berøres den egentlige overgang, hvor man som ung må begynde at tage mere ansvar for sit liv og arbejde på at hævde sig selv, som den man er.

Det kan på overfladen virke som en dyster fortælling, men er i virkeligheden et forsøg på at illustrere, hvordan en overgang fra ung til voksen indimellem kan føles, og er en kærlig påmindelse om, at det er svært for alle at blive ældre. Desuden at man derfor på ingen måde er forkert i sine følelser, og i hvert fald slet ikke er alene med dem. 

Til sidst vil bandet med deres EP gerne rette en samfundskritisk undren over, hvorfor man i dag ikke ser flere politiske tiltag rettet mod at forbedre unges trivsel i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne? En tid, der ellers skulle være en dannelsesrejse med masser af læring, nye erfaringer og bekendtskaber, bliver for mange unge i stedet præget af ensomhed, stress og angst. Vi ønsker at trivselsspørgsmålet bliver mere centralt, og at flere får hjælp, når de har brug for det – det ønske kommer blandt andet til udtryk i EP’ens første nummer “Forglemmigej”. 

Tilflugt arbejder i øjeblikket videre på en række nye sange, som de regner med at optage i løbet af sommeren, og som måske kommer til at forme endnu en EP eller deres debutalbum. Bandet er desuden i færd med at færdiggøre deres live setup, så de bliver helt klar til at indfri deres store ønske om at spille en masse koncerter, så snart at koncertstederne genåbner.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here