Rock n ‘roll-powertrioen OTAN RAW udsender første single fra debutalbum

0
687

OTAN RAW er en københavnsk rock n’ roll power-trio, der udgiver sit selvbetitlede debutalbum den 26. maj 2023, og i fredags udsendte de albummets første single “Still I wanna go there”.

I sin musik og fremtræden fremstår bandet som både indbegrebet og en fornyelse af det klassiske power rock trio-format. Med sig har bandet over 50 års kraftfuld rock-tradition, fra Jimi Hendrix Experience, Cream og Mountain over 70’ernes punk, 80’ernes UK psych rock og 90’ernes grunge med Nirvana som kulminationen.

Strålende musiceren, rå energi og sangskrivning finder sammen i bandets musik, som skaber en evigt relevant stemme, der på autentisk vis beretter om den menneskelige tilstand. 

Sanger og guitarist Kristian Hoffmann siger om førstesinglen:
“Det er nok albummets vildeste track. Det handler om en pige jeg engang kendte, som jeg var vildt forelsket i, og vi blev fanget i et yderst dysfunktionelt forhold, som vi ikke kunne komme ud af. Det var vildt og desperat, ligesom musikken.”

OTAN RAW opstod gennem en livlig jam session i 2019, hvor de to erfarne musikere, guitarist/vokalist Kristian Hoffmann og bassist Emil Brun Madsen øjeblikkeligt fandt kemien og blev enige om at spille musik sammen. De kontaktede den fælles ven og trommeslager Troels Sejr Drasbeck for at danne OTAN RAW, og herefter skrev trioen sine første sange og spillede sine første shows, før pandemien lagde verden øde.

Under nedlukningen blev trioen enige om at lave et album, og de fordybede sig herefter i processen. Bandet indspillede grundspor til otte sange på et par dage i Drasbecks studie og brugte det næste år på at lave overdubs og mixe albummet.’

OTAN RAW præsenterer nu sit debutalbum med otte eksplosive rock n’ roll-tracks, som med bandets egne ord er en “brutal genfødsel uden musikalske grænser”. På albummet slippes årevis af indestængt energi løs, idet skrigende slide-guitarer, sjælfyldte vokaler, dundrende trommer og melodiske baslinjer forener bandet som en tæt enhed med noget på hjerte.

Sange som “I Dreamed”, “Bubbles’ of Love” og “Clouds” samt albummets cover-nummer i form af blues-mesteren Robert Johnsons klassiker “Rambling On My Mind” viser det fulde omfang af bandets dynamiske egenskaber og potentialet i rock n’ roll som en ekspressiv kunstform, alt imens bandet groover hårdt og behandler eksistentielle emner som kærlighed, tab og smerte.

OTAN RAW står ud som et orkester, der insisterer på rock n’ roll som en evig musikalsk kraft, albummet som dets rette format og evnen til at spille og skrive godt som essentiel i udtrykkelsen af den kunstneriske intention, selv i det moderne musiklandskab.

Der er ikke nogen vej udenom, rock n’ roll vil aldrig dø, og OTAN RAW og deres debutalbum er beviset. Fang bandet i dets rette element, live på en scene, når du får chancen, og oplev kraften fra rock n’ roll, håndværk og sangskrivning i sin fineste og reneste form.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here