Fredag d. 16. april udgiver pladeselskabet Aftenrutine et nyt album fra sangskriveren Anders Hjernø. Albummet hedder ”Hvem er hvem?”, og det handler om tarmbakteriernes skjulte magt over mennesket.
Musikken er en blanding af naivistisk kammermusik, bløde lydlandskaber og et par popnumre. I centrum står Anders’ stemme, der synger og taler dig gennem sangene, som var de én lang tankerække.
”Vi mennesker lever i naturen, men naturen lever i dén grad også i os. Med mit nye album vil jeg give lytteren en dybere forståelse for den måde mennesket og naturen er filtret sammen på.”
“Det har været vigtigt for mig at skrive disse sange, fordi vores forhold til naturen er ved at ændre sig. Vi har opdaget, at vores påvirkning af naturen er stor. Men det gælder også den anden vej rundt; naturen påvirker også os. Det ses tydeligt i vores maver, fordi
tarmsystemet er vores primære kontaktflade med verden omkring os.”
“Bakterierne i tarmen er magtfulde, fordi de sender signalstoffer op til hjernen og påvirker hvem vi er. Problemet med bakterierne er bare, at der ikke findes noget der hedder menneske-bakterier. Bakterierne er deres egne. Du kan derfor stille dig selv spørgsmålet: Er jeg menneskeskabt – eller er jeg et naturprodukt?. Jeg håber at min musik kan blive et rum, hvor du kan reflektere over dette.” – siger Anders Hjernø.
Om Anders Hjernø
Anders Hjernø er sanger og sangskriver. Hans sange er underfundige og ofte ganske humoristiske, og han skriver tit med udgangspunkt i overraskende temaer. Udover sine soloudgivelser spiller han med grupperne Tidlige Armbånd og Viktors Garage. Han har bl.a. optrådt på Roskilde Festival og SPOT, og har varmet op for Bisse, Skammens Vogn og Ibens.
I 2020 udgav Anders sangen ”Giga rush”, hvor han satte musik til en statusopdatering skrevet af Chief 1. Sangen blev spillet på P6 BEAT, hvor Sebastian Saxton kaldte den ”et kæmpe nummer med Hjernøs lidt introverte folk-sanger vokal i centrum. Dejligt og charmerende”.