Pil & Andreas Odbjerg – Omvendt

0
5100
Foto: Natasha Penaguiao / Sarah Buthmann

Pil er gået sammen med radio- og ep-aktuelle Andreas Odbjerg på sin nye single “Omvendt”, der udkommer den 22. januar som en forløber til den danske sangerinde og sangskrivers kommende ep.

Pil laver dansksproget pop om de skæve følelser, som kan være svære at sætte ord på. Hun udgav sin første ep Når Du Går Herfra i efteråret 2019 og har særligt fået ros for sine velskrevne danske tekster, som er blevet kaldt “mesterligt konstrueret”. Hendes musik er lyden af det danske ungdomsserie-univers. Netop derfor er flere af hendes numre med i serierne Centrum (YouTube) og Far (DR3).

I efteråret 2020 udsendte Pil singlen “Gulvet”, og nu er hun klar med endnu et catchy pop-track – denne gang med hjælp fra Andreas Odbjerg. 

Om nummeret “Omvendt” udtaler Pil:

“Jeg fik idéen til “Omvendt” en dag, hvor jeg kom til at tænke på min gamle veninde fra folkeskolen. Hun var altid så fin og sød og alle drengene var forelskede i hende. Jeg blegnede totalt ved siden af sådan en skønhed, og det var ikke ligefrem sjældent, at jeg ønskede mig, at det var omvendt. Måske bare for en enkelt dag, så jeg kunne mærke al den opmærksomhed på mig i stedet for hende.

Misundelse er ikke en særlig fin følelse, men den er meget ægte. Og selvom det er lang tid siden, har jeg haft mange af samme følelser siden – også i voksenlivet. De der stride tanker og følelser følger os hele livet, vi bliver måske bare bedre til at takle dem. Eller skjule dem. Jeg havde ikke lyst til at skjule dem mere, så det kom der en sang ud af.

Sangen er skrevet sammen med min producer Rasmus Olsen/Majalle, som også har produceret nummeret, og vi tænkte, at Andreas Odbjerg ville passe så godt ind i det her univers. Det var Andreas heldigvis enig i, så han kom forbi studiet og lavede sit eget vers, mens vi snakkede og spiste masser af weinerbrød. Han er så dygtig og inspirerende, og jeg er meget stolt af det her samarbejde.”

Hertil kan Odbjerg tilføje: 

“Jeg får sendt rigtig meget ny original musik af artister. Som udgangspunkt er jeg ultra kritisk, og det er meget sjældent, at jeg ikke har en finger at sætte på det, jeg modtager. Men sådan var det faktisk, da jeg modtog og hørte “Omvendt” første gang. Den ku’ det hele. Måden melodien snor sig med en helt Alberte-agtig lethed fik mig fuldstændig. Pils stemme var så rolig og i øjenhøjde, at ordene fik den vægt og levering de skulle. Det er jo i virkeligheden den slags sange, jeg lever for – den helt simple menneskelige konflikt fortalt på den mest enkle og anti-anklagende måde, man ku’ forestille sig. Jeg var solgt.”

”Omvendt” udkommer den 22. januar 2021.

Pil’s kommende ep har release den 5. marts 2021

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here