Solvej og angsten for at fejle

0
1193

Fugle fortrak er tredje single fra Solvejs kommende album. Guitaren er lagt, og klaveret klinger sårbart. “Min ryg er. Din ryg nu. Porcelæn. Tag det roligt”. Den skrøbelige og samtidig enormt stærke tekst tager os med over himlen og ud i universet sammen med fugletræk, provinstanker og angsten for at fejle. Solvej spiller virkelig med de poetiske muskler i denne sang – og støttes blidt og solidt af Nikolaj Paakjærs nærværende vokal og Sebastian Martin Munk Autzens smukke produktion. 

I 2018 udgav Solvej sin debutplade. Om Vestjylland og hjem og om byen og landet. Nu annonceres tredje single fra hendes kommende plade: “Drømme på dage, hvor tanken er tung”. I denne omgang kommer Solvej lidt længere omkring både geografisk og musikalsk. Hun har altid flirtet med folk-genren, og lyden af lap steel har hendes hjerte. Derfor skulle pladen selvfølgelig indspilles i Nashville, efter hovedpersonen selv havde hentet inspiration og gode kontakter under et residency-ophold for sangskrivere, i den sydlige kystby Ketchikan, i staten Alaska. Der, i et blåt træhus, mellem bjergside og laksetrappe, opstod de første noter og retninger til pladens ti sange.  

Til trods for sin tid i Amerika fortsætter Solvej sin sangskrivning nært og relaterbart på dansk. Sammen med Tim Easton (amerikansk sangskriver, musiker og residency-vært), samlede Solvej et solidt hold i (country)musikkens by, hvor grundsporene til pladen blev lagt. Det foregik i det legendariske Club Roar Studio, hvor indehaver og recording engineer Robin Eaton, tekniker Jesse Newport og yderligere lokale kræfter som pedal steel guitaristen Adam Kurtz blev hentet ind. Efter hjemkomst til Danmark blev materialet bragt i hænderne på den danske musiker og producer Sebastian Martin Munk Autzen (Hymns from Nineveh, Bells Echo, mm.), der dygtigt har underbygget og løftet de intentioner, som blev lagt i Staterne. 

Solvej siger selv om albummets tredje single:
“Denne sang er vigtig. Sådan føles det. Som en krystalklar perle, en afgørende brik i et større billede. Den handler om at være lille-bitte i det helt store. Den handler om, at indskydelser kan få afgørende betydning. Den handler om angsten for at fejle og om, at blive holdt i hånden, imens man stadig er sin egen og føler sig fri. Den handler om, at døden smelter sammen med livet og at livet smelter sammen med døden. Og at sådan er det bare. Det er en lille sang. Det er en stor sang. Og det er sådan, jeg allerbedst kan lide det”.

Singlen er frontløber for det samlede værk (Drømme på dage, hvor tanken er tung), der foruden digital release også udkommer på vinyl og CD. Solvej er ikke signet hos et selskab og udgiver derfor pladen selv. 

Pladen udkommer d. 29. januar 2021.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here