Den 14. maj udgiver rapperen Elo Kay sit debutalbum “Village By The Woods”, som beskriver oplevelsen af at forlade Zambia og flytte til Vejen i Sønderjylland som 11-årig. Det er historien om at lære at bruge sin stemme i en indædt kamp mod racisme, men det er også historien om at finde sig til rette i et nyt land ved hjælp af musikken og fodbolden.
Vi befinder os i udkanten af Zambias hovedstad, Lusaka, i begyndelsen af 00’erne. Rundt om bålet sidder Peter sammen med sin storebror og hører bedstemoren fortælle historier om mirakler fra biblen, mens hun forsikrer sine to børnebørn om, at lykken nok skal kigge deres vej en dag.
Peter, som i dag rapper under kunstnernavnet Elo Kay, er 7 år gammel, og han har lige mistet sin far, som ellers havde haft forældremyndigheden over ham, siden forældrene blev skilt, da han var helt lille. Det er med andre ord ikke, fordi Peters liv på dette tidspunkt ligefrem har været præget af mirakler. Men det skal heldigvis ændre sig.
Peters mor møder en tysk mand i sit arbejde for en AIDS-organisation, bliver gift og flytter med ham til Danmark, hvorfra hun forsørger familien ved at sende penge hjem en gang om måneden. Efterhånden får hun sparet penge nok sammen til at kunne bringe de tre brødre til Danmark i to hold.
Taknemmeligheden for forældrenes opofrelse fornemmes tydeligt i teksterne på “Village By The Woods”, som indeholder mange facetter af Peters livshistorie. Især sangen “Mama Told Me” er et tydeligt eksempel på taknemmeligheden, der strømmer igennem pladen:
“Mama working two jobs
Just to get me Steve Jobs
Apples falling from a tree
Daddy used to work hard
Granny used to pray hard
Blessing me from the start”
Udgivelsesdatoen den 14. maj er heller ikke tilfældig, da det er årsdagen for farens alt for tidlige død. “Village By The Woods” bliver dermed en slags hyldest til faren, bedstemoren og ikke mindst moren, som man kan høre en bid af en telefonsamtale med i slutningen af ovennævnte sang.
Vejen til Vejen
En vinterdag i 2003 kommer Peter til Danmark, som han kun kendte en smule til i forvejen – mest pga. Peter Schmeichel og det kolde vejr. Som Peter beskriver det, var det desværre sidstnævnte fremfor førstnævnte, der mødte ham i Kastrup Lufthavn, da han trådte ud af flyet og mærkede sneen knase under fødderne for første gang. Det føltes som om, Gud havde hørt de bønner, han og bedstemoren havde bedt rundt om bålet tilbage i Zambia. Familien var samlet, og verden lå for hans fødder. Opvæksten, der ventede i Vejen, skulle dog vise sig at blive alt andet end let for den unge rapper.
Tingene begyndte nemlig at gå skævt, da Peter skulle starte i sprogskolen i 5. klasse for at lære dansk. Her oplevede han for første gang den racisme, som han beskriver har siddet i ham lige siden:
“Det skete ofte, at der blev råbt “abe” og “neger” efter mig i skolegården. Det gjorde mig selvfølgelig vred, og den eneste måde, jeg kunne udtrykke det på var ved at reagere voldeligt. Derfor fik jeg tilknyttet en lærer, som skulle følge mig i frikvartererne og sørge for, at jeg ikke blev aggressiv overfor de andre børn. En dag, da jeg havde tævet en af mine skolekammerater, som havde kaldt mig et eller andet, skældte en af lærerne mig ud og sagde, at sådan gjorde man altså ikke her i Danmark. Det føltes så sindssygt frustrerende, for det var jo racismens skyld – fordommenes skyld, og det bliver jo let et selvforstærkende mønster, når man bliver udsat for den slags ting igen og igen.”
Oplevelserne i skolegården medførte et indædt had og en identitetskrise, som var svær at komme ud af. Heldigvis viste Peter sig at være et lysende talent på fodboldbanen, og det fællesskab han fandt i fodboldklubben Vejen SF blev vejen ud af den onde cirkel:
“Når jeg fik trøjen på, så var det som om, jeg fandt et sted, jeg kunne udtrykke mig. Det skabte en identitet, og fodbolden gav mig venner og en omgangskreds, jeg kunne have fede oplevelser med. Her var man sammen om noget, og det handlede hverken om hudfarve eller religion. Vi havde et mål vi kæmpede for, og det var langt henad vejen igennem fodbolden, jeg så småt begyndte at føle
mig som en del af fællesskabet.”
Skæbnen ville dog, at Peter på et tidspunkt brækkede foden så voldsomt, at det satte en stopper for hans ellers lovende fodboldkarriere, og det var efter erkendelsen af, at han aldrig kom til at spille på samme niveau igen, han kastede sig over rapmusikken.
Racismens antistof
Med rapmusikken opdagede han hurtigt, at musikken gav ham en stemme, og at hans livshistorie gør, at folk virkelig lytter, når han rapper. Med sådan en stemme følger et ansvar, og det tager Elo Kay utroligt alvorligt, når han rapper om emner som systemisk undertrykkelse og mordet på George Floyd i sange som “Rebel” og “Euphoria”.
Elo Kays budskab er klart: Vi skal turde at råbe højt om racisme. Alligevel vil de fleste danskere nok stadig have svært ved at sætte sig ind i den smerte, mange mennesker med afrikansk afstamning udstår hver eneste dag:
“Even when I take a knee, they don’t get my tears.
Even When I cannot breathe you don’t hear my cries“,
rapper Elo Kay og refererer til den knælen, som foregår i øjeblikket før fodboldkampe.
Hvilken forskel gør det, når det ikke følges af andre ændringer i sporten, spørger han og refererer til de manglende konsekvenser efter den seneste tids episoder med sorte spillere, der modtager racistiske beskeder på sociale medier efter kampene.
For nylig skrev Peter en kronik i Sameksistens ifm. Black Lives Matter-bevægelsen, hvor han beskrev racismen som en pandemi i pandemien. Den eneste måde, man kan dræbe en virus er, hvis man skaber en antivirus, og i Peters øjne udgør samtalen netop dette antistof. Derfor er det så vigtigt for ham at sætte fokus på både i og udenfor musikkens verden.
Musikalske kendetegn
Det er ikke kun Danmark, der er ved at få øjenene op for Elo Kays enorme talent. Peachy Magazine skrev for nylig, at Elo Kay var noget af det bedste, den danske musikscene havde at byde på, da musikvideoen til singlen ‘Ghost’ udkom, mens det store amerikanske rapmagasin ‘Rapzilla’ flere gange har nævnt ham som en, man skulle holde et vågent øje med. Selvom Elo Kay i høj grad har sin egen stemme både lydmæssigt og lyrisk, fornemmer man, at der bliver kigget over Atlanten til forbilleder som Chance The
Rapper og Kendrick Lamar i produktionen af numrene i det lille studie i Kolding, hvor Elo Kay holder til til daglig.
En anden ting, der kendetegner Elo Kays musikalske virke, er hans tendens til at invitere andre artister med på sine sange. ‘Village By The Woods’ indeholder i alt 8 gæsteoptrædener med artister som Sajan Nauriyal, JASMIN, Maria.E, Major Max, Diomer, Azilda fra Kaputa og Mel.o, som står for de poppede sekvenser og omkvæd, som er et vigtigt element på mange af sangene på det 14 numre lange album.
Hør hvordan det lyder, når ‘Village By The Woods’ udkommer den 14. maj.