I spændet mellem styrke og sårbarhed, rejser Kristina Holgersens nye album sig med kvindelig kraft.
Den prisvindende komponist og sangerinde Kristina Holgersen udgiver nyt album den 7. maj – født og skabt i et unikt samarbejde med succesforfatter Leonora Christina Skov.
Kristina Holgersen har skabt sangteksterne til sit nye album ”Kapow Goodbye (tak & undskyld)”af ord og sætninger fra Leonoras erindringsbøger ”Den, der lever stille (2018)” og ”Hvis vi ikke taler om det (22. april 2021)”. I Kristinas klip og popkompositioner er det blevet et lyrisk og musikalsk værk drevet frem i spændingsfeltet mellem det kraftfulde og sårbare – alt sammen med udgangspunkt i det kvindelige erfaringsunivers.
”Kapow Goodbye (tak & undskyld)” er indspillet i en række af late night sessions. Alt er optaget analogt og lytteren inviteres ind i det nu, hvor musikken er skabt. Det kunstpoppede univers er, med det afsæt, organisk og upoleret i sit udtryk. Arrangementerne er improviseret frem i studiet i tæt samarbejde med Line Felding (Cody), som også er med live, samt Kasper Kaae (Cody), Mikkel Reumert (Love Shop) og Mads Brinch Nielsen (Bisse, Folkeklubben) og færdiggjort med mindst muligt efterarbejde.
Med den tilgang er der givet plads til teksturen; en mikrofon midt i rummet optager klaverpedalen, der knirker, man kan høre celloens store klangkasse. Albummet er skabt med kærlighed til det håndspillede og som en tilsvarende gestus er Leonoras håndskrift indsat i den fysiske udgave af teksterne på vinyl- og cd-coveret.
”Leonora og jeg er meget forskellige, Leonora er til glimmersko og farvestrålende 50’er kjoler. Jeg befinder mig godt i et studie i sepiatonet skær. Leonora skriver kraftfuldt og på samme tid sårbart og reflekteret. Det holder jeg virkelig meget af. Med Leonora får vreden en stemme, som angår os alle. Bagefter kommer tvivlen – undskyld og tak. Det kan jeg, og mange andre kvinder, tror jeg, virkelig relatere til – spændet mellem at ville noget i den her verden og samtidig hele tiden sætte spørgsmålstegn ved sig selv. Frygten for at blive afsløret som middelmådig og samtidig kæmpe videre.”, fortæller Kristina.
Som man kan høre på første singlen ”Hvis vi ikke taler om det”, har Leonora været med i studiet under indspilningerne. Hun lægger understemme på omkvædet på singlen, ligesom hun synger kor og læser passager op på albummet.
”Det har været en gave at blive budt indenfor i den kreative proces på den måde. ”Hvis vi ikke taler om det” var det allerførste nummer, Kristina sendte mig. Teksten er klippet fra ”Den, der lever stille”, og jeg blev ved at høre omkvædet i hovedet og tænke, at ”Hvis vi ikke taler om det” var en perfekt titel til min kommende fortsættelse. Mens jeg skrev den, havde jeg ofte teksten og melodien i hovedet, og det gjorde det let for mig at bidrage med en understemme til Kristinas sang i omkvædet, da det faldt for.”, fortæller Leonora.
Fortællingernes absurditet, lykke, vrede og tvivl får i Kristinas musikalske tolkning liv både i spoken word-lignende sekvenser og florlette omkvæd, i tung guitarkraft, cellomørke og lyse klavertemaer.
Albummet åbner med sangen ”Der er intet sted i verden jeg hellere ville være end her” optaget med cello og præpareret klaver. Sangen fungerer som en drømmende prolog og favner det smukke, det håbefulde ”i forhallen til alle drømmene”, hvorefter albummet går direkte over i det kraftfulde titelnummer om ungdommelig udlængsel på ”Kapow Goodbye”: ”på mørkegrå kanonkugler i flyvende fart væk herfra/rammer mine ord så skarpe som knive/Usårlig Kapow Goodbye”.
Albummet lukker med ”Tak & undskyld” som sætter det selvudslettende, uskønne under lup: ”undskyld fordi jeg er overfølsom overfor nikkel og bynke (…) tak far fordi jeg ikke skal tabe min middelmådighed af syne”. Sangteksten ”Tak & undskyld” afslutter også Leonoras nye bog ”Hvis vi ikke taler om det”.
”Hvad jeg tager for givet i forhold til musik er på ingen måde en selvfølge hos Leonora og omvendt. Vi lærer noget om hinandens kunstneriske processer og den dertil knyttede kolossale sårbarhed. Det her er ikke at tage
den lette vej. Tværtimod kræver det hele tiden, at jeg ser det jeg gør påny. Det er Leonoras ord, bøger og erindringer og hvem er jeg til overhovedet at kunne navigere i det, men Leonora har inviteret mig til at klippe og skrive tekster, komponere sange og synge. Derfor opstår der med musikken et selvstændigt liv – en fortolkning. Det er komplekst og fuld af muligheder for at tage fejl.”, siger Kristina.
Kristinas arbejde med sangene har været i gang sideløbende med Leonoras arbejde med den nye bog, og hun har på flere måder taget Kristinas bearbejdning med sig ind i den proces: ”Kristina har bedre blik for mine gode sætninger, end jeg selv har, og efterhånden som numrene er blevet til, har jeg indskrevet mange af hendes klippede sætninger fra ”Den, der lever stille” i ”Hvis vi ikke taler om det”. Vores første møde, det spirende samarbejde og sangenes tilblivelse er også en del af min romans nutidsplan, så Kristinas musik er en lige så integreret del af mit værk, som min litteratur er af Kristinas.”, fortæller Leonora.
De to kvinders værker taler sammen i et helt særligt komplimentært sprog, men eksisterer som hver deres udtryk for den kvindelige krafts styrke og sårbarhed. Albummet udkom digitalt og på CD den 7. maj 2021. Vinyludgivelsen udkommer i juni. Leonora Christina Skovs roman “Hvis vi ikke taler om det” udkom 22. april 2021.