Den danske singer-songwriter Vingard udgiver sit længe ventede debutalbum “In The Long Run” den 1. september. På albummet formår hun at forene den særlige nordjyske tristesse, der kun findes på de store vidder nord for Limfjorden, med sin store kærlighed til den amerikanske sangskrivertradition.
Forestil dig Tina Dickow på landevejen med en ustyrlig teenager på bagsædet og en bilradio, som kun spiller Amerikansk Country. Sådan lyder Vingards debutalbum “In The Long Run”, som udkommer den 1. september. Med albummets 11 skæringer markerer hun sig for alvor som en sangskriver, der kan måle sig med udenlandske kollegaer som First Aid Kit og Grace Potter.
Og netop udlandet er noget, Vingard altid har haft sigtekornet skarpt rettet imod. Allerede som 15-årig skrev hun filmmusik til en tysk biograffilm, og siden da er det blevet til mere end 300 koncerter i både ind- og udland. Især det tyske publikum har taget godt imod hende – senest på hendes forårsturné, hvor flere af hendes koncerter var udsolgt.
Skrevet med sine fans
Nordjyden i Vingard har altid haft svært ved at være omdrejningspunkt i sine sange. Derfor flyttede hun til Berlin, hvor en vigtig proces begyndte: Hun ville lære at være i verden på sine egne præmisser og ikke at tage sig til takke med en tilværelse, hvor “fint nok” var nok. Med den læring fulgte også en lyst til at spejle sig i andre menneskers historier og et håb om, at andre også ville kunne spejle sig i hendes. Derfor endte hun med at søge inspiration til sangene på det nye album ved at indsamle livshistorier fra sine fans.
“Det er rørende, hvor gavmilde folk har været med deres historier og dybeste følelser”, fortæller hun om den tid, hvor hun indsamlede fortællingerne gennem sine sociale medier. På 3 uger affødte det intet mindre end 25 nye sange.
“I processen er det virkelig gået op for mig, hvor universelle vores oplevelser og følelser egentlig er som mennesker. Jeg kunne genkende utroligt mange af de historier, folk skrev til mig, og jeg håber, mine lyttere føler, at jeg har ydet dem retfærdighed i teksterne”, fortsætter hun.
“In The Long Run” er produceret af Sigurd Zixten Gynnild, der har formået at iscenesætte Vingards vision med albummet på allerfineste vis. Missionen var at bevare sangenes oprindelige kvaliteter og ikke lade dem drukne i produktion og arrangementer. I sidste ende skal sangene nemlig kunne bære at blive præsenteret på scenen med intet andet end en guitar og Vingards vokal. “For mig virker det fjollet at lave musik, som er svært. Mine sange skal tale til folk øjeblikkeligt”, som hun siger.
Et tidløst album
Albummet indledes med det energiske titelnummer, som sætter ord på hendes proces om at stå ved sig selv, at sætte krav til tilværelsen. Herfra bevæger vi os videre til den mere lavmælte ‘Into The Woods’. Her understreges sangens trioliserede rytme af en velvalgt tremologuitar, der danner et smukt bagtæppe til sangens iørefaldende melodi. Vi glider videre mod ‘Are You My Story’, hvor tammerne lunter optimistisk derudaf, mens slideguitaren pynter smagfuldt op i
hjørnerne.
Snart afløses tammerne af et korpræget arrangement på “Only Me To Blame”. I versene svæver den akustiske guitars ukønnede akkorder mellem dur og mol og betoner Vingards nordiske ophav i et ellers meget americana-inspireret lydbillede.
Derpå følger sangene “Grow On Me” og “Welcome Fall”, som på flere måder binder sig til hinanden. Vingard formår nemlig at skabe en balance mellem det dystre og det optimistiske i sin vekslen mellem vers og omkvæd på de to skæringer. Som en kile af lys gennem sprosserne illustrerer de optimistiske omkvæd håbet og lyset midt i melankolien. Som Yin og Yang. Dag og nat.
Den opmærksomme lytter vil opdage, at outro-temaet på “Grow On Me” modulerer mod slutningen og skaber et slægtskab til guitartemaet på efterfølgeren. Som lytter må man bare tage hatten af for sådanne gennemtænkte detaljer, som gennemsyrer albummet fra start til slut.
Mens “Don’t You Weep” valser yndefuldt afsted med sit viseagtige udtryk, begynder Vingard for alvor at vise tænder på den mandolinprægede “Half The Battle”, hvor den forvrængede pedal steel-guitar også får lov at brillere.
Alle gode plader har en roadtrip-sang, og “Dreams” er Vingards bud på en sådan. Glasset er halvt fuldt i sangen, og hvem ville ikke gerne køre mod den nordjyske solnedgang med den på anlægget?
Idet sangens afsluttende guitarsolo forsvinder i horisonten, afløses den af “This Night”, som hurtigt viser sig at være en af de sange, hvor man ved første anslag ved, at omkvædet kommer til at blæse en bagover. Selvom det lader vente på sig i halvandet minut, viser det sig at være en vidnesbyrd om sandheden i, at alt godt kommer til den, der venter.
En nærmest hviskende Vingard runder albummet af med den guitarbårne fingerspilsballade “For You”. Med en sårbar og dybtfølt inderlighed sniger hun sig ind under huden på os og binder en smuk sløjfe på sit debutalbum.
