Nikolaj Paakjær kalder en Drachmannsk morgendag frem – Mød ham ved lysets sydende låge.
Anden single fra Nikolaj Paakjærs kommende andet album hedder “Ved lysets sydende låge”. En lysende kærlighedssang, som endnu engang understreger Nikolajs helt særlige sans for poesi og popmelodier.
Nikolaj Paakjær skriver ordrige popsange, der ubesværet bevæger sig fra det højtragende til det hverdagsagtige med en underfundig opmærksomhed. Med førstesinglen Et Uvurderligt Minut hoppede han ned i hverdagens kaninhul af nyhedsstrømme, politiske fordrejninger og religiøs sekterisme, overvældet og med et nyfødt barn på armen.
“Ved lysets sydende låge” er en sang til barnets mor. En sang med sanselige billeder på den kærlighed, der hver dag leves og genfødes.
“Dagen er spændt ud som en sang
som vi to har elsket under engang
I haverne damper syrener
Deres duftende pile af minder
fra en tid jeg har glemt
forhekser mig igen”
”Det er jo egentlig ”bare” en kærlighedssang. Hvert år minder forårets dufte mig om dengang, min kone og jeg mødte hinanden. Vi sad mange nætter og lyttede til plader til den lyse morgen og når jeg gik hjem, var jeg beruset af forelskelse og den kraftige duft af syrener fra Botanisk Have. Sangen er en historie om en bevægelse mod daggry, mod lys og kærlighed, som i en eller anden form hele tiden gentager sig”, fortæller Nikolaj.
På singlen – og hele det kommende album – har Nikolaj allieret sig med et band og kommer med en anden, større lyd end på albumdebuten Sidste Telefon Før Havet.
Tag godt imod “Ved lysets sydende låge”.
Kort bio
Nikolaj Paakjær har de seneste år spillet med i bl.a. Hymns from Nineveh, Double Moon Mirage og DØR NR. 13.
Hans alsidige virke som musiker og sangskriver betyder også, at man kan finde nogle af Nikolajs sange i både Kirkesangbogen og Højskolesangbogen.