Blue Van på rå single: Hvil nu i dig selv

0
1675

Et vaklende orgel med skummel lyd og et flænsende riff er hovedingredienserne i Blue Vans nye single, ’Chameleon’. En sang om at finde sig til rette med sin.

Ved årsskiftet lovede Blue Van, at de ville stikke snuden langt frem i 2020. Og det lever de op til med at udgive deres anden single i år – lige efter, de har afsluttet den første af flere koncertomgange.

På ’Chameleon’ – som kom 3. april – slipper bandet en rå, utæmmet energi løs, båret af et markant riff og gammelt orgel, som lægger en bund af kult-gyserfilm. Det er lyd, som på en gang er hi-fi og levner plads til fejl og skævheder. For det er Blue Vans ting, og det er også, hvad tekster kredser om.

”Den handler om at gøre det, man tror på i stedet for at skifte mening, som vinder blæser. I stedet for at skifte farve hele tiden. Det er også et rap over nallerne til os selv, for vi har taget nogle svinkeærinder. Vi fortryder dem ikke, men vi er blevet bedre til at hvile i os selv og sige: Nu gør vi det 100 procent, og så må det briste eller bære, fortæller forsanger Steffen Westmark.

’Chameleon’ følger op på singlen ’Heavy Load’, der kom i januar og stadig bliver spillet flittigt på P6 BEAT. Singlerne er første smagsprøver på det album, som venter til efteråret. Bandet har netop været på tour rundt i Danmark, og til sommer venter festivaljobs inden endnu en turné til efteråret.

Blue Van blev dannet nytårsaften 1996 i Brønderslev af vennerne Steffen Westmark, Søren Christensen, Allan Villadsen og Per Jørgensen og har spillet i samme konstellation lige siden. Midt i 2000’erne tiltrak bandet sig international opmærksomhed med deres uhøjtidelige take på rocktraditionerne – og det førte til roser i medier som Rolling Stone og allmusic. Bandet har siden turneret i hele verden, spillet med navne som The Killers, Echo and the Bunnymen,  Pretenders, Franz Ferdinand og haft sange med i adskillige film og tv-serier – blandt andet anmelderfavoritten ’Magic Mike’ og ’Scrubs.’ Endelig blev deres sang ’There Goes My Love’ brugt i Apples første reklame for iPad’en.

I 2016 fejrede de deres 20-års jubilæum ved at udgive en vinylboks og spille jubilæumskoncert i Pumpehuset.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here