Cecilie Strange er vokset op i et musikalsk hjem og hun begyndte at spille saxofon allerede som 12-årig. Strange har studeret musik i Odense, under den anerkendte jazzsaxofonist Hans Ulrik, og i New York, under stjernesaxofonisten Chris Cheek, og hendes dybe og soulfulde tenorlyd har vundet anerkendelse i både ind- og udland.
Hun har hidtil udgivet to soloalbums og hendes tredje soloalbum, “Blikan”, udkommer den 16. april 2021 på April Records. Sammen med guitaristen Anna Roemer udgør hun endvidere ambient-elektro-jazzduoen Kaleiido, som har samarbejdet med navne som bl.a. Mikkel Hess, Kasper Tranberg, Anders “AC” Christensen og Stine Steendorph. Strange har derudover spillet i diverse jazzensembler og folkemusikgrupper samt et enkelt popband.
“Blikan” er et islandsk ord, som stammer fra gammelsaksisk og betyder “at skinne” eller “at opstå”. Og, som titlen antyder, opstod “Blikan” på nærmest magisk vis.
Albummet blev indspillet under en to-dages session i The Village i København den 10. og 11. juni 2019 og det var første gang nogensinde at Cecilie Strange spillede sammen med de tre musikere, som hun intuitivt vidste ville være det ideelle ensemble til at virkeliggøre hendes kunstneriske vision; pianist Peter Rosendal, bassist Thommy Andersson og trommeslager Jacob Høyer.
Deres samarbejde var så kreativt inspireret at det blev til ikke blot én, men hele to, albums. “Blue”, tenorsaxofonistens andet album som frontkvinde, udkom på April Records i maj 2020 og høstede mange gode anmeldelser. “Blikan” fuldender denne sessions cirkel og er et essentielt sidestykke til “Blue”. Begge vidner de om Stranges status som en spændende ny stemme på den unge og dynamiske danske jazzscene, hvor hun gør sig bemærket som både en dybt intuitiv tenorsaxofonist samt en visionær komponist.
Med en naturlig forståelse for det danske og nordiske landskab tegner Strange skandinaviske skitser, med en skærende melankolsk palet af klangfarver, som også stråler af håb og lys.