Dansktop Prisen 2019: Her er alle vinderne

0
106

Med superstjernen Hansi Hinterseer i spidsen og et væld af overraskelser fik dansktop-publikummet lørdag aften en forrygende fest i Jyske Bank Boxen i Herning til Dansktop Prisen 2019. Foran over 6000 gæster i salen blev genrens danske superstjerner hyldet.

Dansktop Prisen 2019 hyldede lørdag aften dansktoppens kunstnere med hele ni priser i Jyske Bank Boxen i Herning. Publikum blev underholdt af over 20 forskellige artister på scenen, så der var i den grad fest, farver og fællessang i Boxen – for fjerde år i træk.

Aftenens store vinder blev Birthe Kjær, der fortjent vandt titlen som “Årets Kvindelige Dansktop Solist” og som “Årets Dansktop Livenavn”.

Overraskelser på scenen

Publikum fik, udover de annoncerede artister, også et par store overraskelser. For det første hyldede Birthe Kjær sangeren Dario Campeotto, der for nylig fyldte 80 år. Udover Darios runde fødselsdag havde også Johnny Hansen 35-års jubilæum, Kandis 30-års jubilæum og Birthe Kjær kunne selv fejre 50 år på dansktopscenen.

Dansktop Prisen samler stjernerne

Familie Journals Dansktop Prisen er en de få, årlige begivenheder på dansktopscenen, der formår at samle alle branchens stjerner. Derfor blev de runde dage naturligvis fejret. Publikum fik også endnu en overraskelse, da Torben Lendager gik på scenen med “Vi holder fest” – et nummer produceret af Tommy Seebach til nytårsaften i 1979.

Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay kom også på scenen for at synge duet med sin søn, Johnny Hansen. Og i den store finale gik Allan Mortensen på til et stort, afsluttende finalenummer med temaet musikalske venner.

Kvinderne blev hyldet

Publikum kom også op af stolene for at hylde genrens mange stærke kvinder, da dansktopdronningen Susanne Lana dukkede op på scenen sammen med powerpigerne Lise Haavik, Katrine Daugaard, Lotte Riisholt og Helle Lynge.

Aftenens værter var udgiverdirektør for Aller Medias ugeblade Anette Kokholm, sanger Keld Heick og danser Thomas Evers Poulsen. Under hele aftenen sørgede de for at binde showet sammen og jonglere med både festlige indslag, prisuddelinger og optrædener fra en perlerække af de største dansktopkunstnere.

Årets vindere

Hele Dansktop-eliten var med i Boxen, og de kunne se kampen om årets priser stå mellem en blanding af nye og erfarne dansktopkunstnere.

– Juryen har arbejdet intenst på at sikre, at det også i år vitterlig er årets bedste, der hyldes ved Dansktop Prisen. Og både publikums og læsernes mange stemmer har sikret, at det også er deres favoritter, der har vundet en af årets priser, siger Søren Johannesen, chefredaktør på Familie Journal, der står bag Dansktop Prisen som en del af Aller Media.

Der blev lørdag aften uddelt i alt ni priser i Boxen.

“Årets Kvindelige Dansktop Solist”: Birthe Kjær
“Årets Mandlige Dansktop Solist”: Richard Ragnvald
“Årets Dansktop Gruppe”: Humørekspressen
“Årets Dansktop Album”: Kandis “18”
“Årets Dansktop Hit”: Torben Lendager & The Roosters “Når vinter blir’ til sommer”
“Årets Dansktop Live Navn”: Birthe Kjær

De sidste tre priser, Familie Journals Ærespris, Familie Journals Læserpris og Mig og Min Mentor, blev også afgjort i Boxen.

Æresprisen bliver tildelt af Familie Journal, mens Familie Journals Læserpris er afgjort af læserne ved en sms-afstemning.

De vandt Læserprisen, Æresprisen og Mig & Min Mentor

Talentkonkurrencen Mig og Min Mentor blev lørdag aften afgjort af publikum i salen. Chefredaktør på Familie Journal, Søren Johannsen, overrakte Læserprisen, mens Æresprisen blev overrakt af den tidligere vinder, Keld Heick. Mig og Min Mentor-vinderen fik prisen overrakt af de tre værter ved Dansktop Prisen 2019.

Vinderne blev:

“Familie Journals Ærespris”: Johnny Reimar
“Familie Journals Læserpris”: Kejser Larsen Band
“Mig & Min Mentor”: Mathis Vincent Davidsen og Lotte Riisholt

Dansktop Prisens jury er håndplukket af Familie Journal og repræsenterer de stærkeste kræfter inden for dansktopgenren. Juryen består af:

Søren Bundgaard, sanger, sangskriver og musikproducent og særligt kendt som halvdelen af “Kirsten og Søren”.

Jørgen de Mylius, legendarisk radio- og tv-vært og forfatter.

Thomas Hemdorff, Marketing Manager og musikekspert på Universal Music.

Henrik Sørensen, Managing Director i ArtistCare.

Carsten Michael Laursen, ekspert i dansktop og forfatter til bogen “Top-Pop”.

Linda Calberg, DJ, tilrettelægger af Hit med sangen, Top Charlie og Charlie hitlisten samt Top Charlie i PARKEN.

Du kan se eller gense showet, når dk4 viser Dansktop Prisen 2019 lørdag den 30. marts klokken 20:35.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here