“Det Gode Menneske”

0
1246
Foto: Banger Sessions

Upoleret poetisk popsang fra Søren Manscher, om at turde tro på hver dags potentiale.

Sanger og sangskriver Søren Manscher har høstet stor ros for sit debutalbum (2019) og EP’en Ø, som udkom sidste år. Nu er han klar med en ny poetisk popsingle om hver dags mentale dilemma; at ville tro på det bedste og samtidig frygte det værste. Singlen “Det Gode Menneske” er første udspil fra et kommende andet album.

Med sit debutalbum i 2019 præsenterede Søren Manscher sit talent for poppede melodier og eftertænksom hverdagspoesi, og med EP’en året efter viste han en mere eksperimenterende dogmatisk tilgang med sine sange om ensomhed, skrevet på trommer.

“Det Gode Menneske” er første single fra et nyt album fra Manscher, hvor han igen skriver sange på guitar og fører sin lyriske pen over hverdagens observationer.

I en enkel instrumentering og med et stærkt hook er “Det Gode Menneske” en upoleret popsang om at ønske sig tillid til, og tro på, verden og menneskerne i den.

”Det er en sang om mit ønske om at være en af dem, der står op hver dag og ser dagens potentiale i stedet for dens uoverskuelighed. At gå ud af døren og tro på det bedste i alle andre, uden at være bange for at det giver bagslag”, fortæller Søren.

Når Søren skriver sange kommer lyrikken altid før musikken, og med “Det Gode Menneske” understreger han, at han er blandt de stærkeste hverdagspoeter på den danske scene.

Sangen er skrevet på Færøerne, hvor han har arbejdet sammen med to færøske sangskrivere, Marius Ziska og Lyon Hansen, på både tekst og musik.

“Det Gode Menneske” er første udspil fra et kommende album fra Søren Manscher.

Kort bio

Søren Manscher debuterede i 2019 ud som dansksproget solist med albummet Det Er Balancerne, Der Holder Sammen På Det Hele. Samtidig turnerede han landet tyndt som support for Søren Huss. Før det havde Søren Manscher huseret i undergrunden med to
engelsksprogede bands – Harmonics og Oh Lois.

Med solodebuten fik han for alvor gjort sig bemærket og høstede store roser i medier som Politiken og Gaffa, mens den iørefaldende single “Jeg ser lagener blafre i vinden” var “ugens hit-tip” i P4 Play.

I 2020 udkom EP’en Ø og trods restriktions-udfordringer lykkedes det at gennemføre en længere turné med stuekoncerter i efterårsmånederne.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here