EIRENE udgiver singlen Formula

0
1040
Foto: Line Westerboe

Kanye West, Frank Sinatra og Bonnie Raitt har stillet spørgsmålet, og nu gør danske EIRENE det også… men har de også fundet svaret? Sikkert ikke, men ligesom så mange andre mennesker forsøger den århusianske trio at finde formlen på den ugengældte kærlighed på den nye single “Formula”, som udkommer d. 23. april.

Året er 2018, og midt på en Starbucks i New York sidder Kristian Kolby fra den århusianske trio EIRENE og skribler på det, der skal vise sig at blive de første spæde linjer til nummeret “Formula”.

Han er træt af Tinder og træt af det kærlighedsliv, der ikke vil, som han vil. Hvis man bare kunne finde en formel, en snydekode, et trick, der kunne få det hele til at gå op i en højere enhed, tænkte han, og pludselig tog omkvædet form på papiret foran ham: “Oh how I wish I had a formula for your love”.

Det er netop formlen på den svære kærlighed, der søges efter i sangen. Ifølge bandet har opfindelsen af Tinder på mange måder forvandlet vores kærlighedsliv til noget, der mest af alt minder om et computerspil. Der er dog en vigtig komponent fra den verden, som mangler. Som børn af midt-90’ernes legendariske computerspil som “Age of Empires” har de tre drenge fra det århusianske band, ligesom så mange andre, gennemsøgt nettet for snydekoder, der kunne gøre de ekstra svære missioner lidt lettere:

“Enter “BIG DADDY” og så stod du altså med en sindssyg sportsvogn med en rocket launcher på taget midt i det antikke Grækenland. Det fungerer bare ikke rigtig ude i den virkelige verden selvom, Tinder nok har trukket vores kærlighedsliv i retning af noget, der minder om et computerspil. Du kan sgu bare ikke tvinge hende på den anden side af skærmen til at elske dig med en eller anden snydekode, selvom det klart ville gøre det hele lidt lettere”, siger Kristian og griner højlydt i munden på sine to bandkammerater, Klaus og Sebastian, der med det samme fanger sammenligningen.”

“For mange virker Tinder jo som et spil, der skal gennemføres, men nogle “spillere” glemmer, at der faktisk sidder et rigtigt menneske på den anden side af skærmen”, fortsætter Klaus. Måske er det også derfor, promovideoen, som udkommer til nummeret, bærer præg af en længsel efter barndommens mere simple tider, hvor kassefjernsyn, VHS-maskiner og overheadprojektorer dominerede stuerne og klasselokalerne.

En højere enhed

Selvom kærligheden ikke altid går op i en højere enhed for de tre drenge i EIRENE, gør musikken det til gengæld.
“Formula” er skrevet og produceret af bandet selv, og sammen har de skabt et lydbillede, som i virkeligheden er svær at sætte i bås. Det har popmusikkens iørefaldende melodi og inciterende omkvæd, og på trods af de rå elektroniske virkemidler i nummeret, fornemmer man også de organiske og håndspillede elementer – noget som i øvrigt er et gennemgående træk i bandets bagkatalog, der virkelig også er et lyt værd.

Selvom trommerne på “Formula” går i fire fjerdedele, giver samspillet mellem bassen guitarrollen fornemmelsen af seks ottendedele, hvilket nok får den garvede lytter til at spidse ører, mens danselysten langsomt fordeler sig i resten af kroppen.

“Formula” er bandets tredje single forud for den EP, som udkommer d. 24. september.

Lyt på Spotify: https://open.spotify.com/track/2L9BpotcgT4buu8Fxs6rUz?si=978b5d1d6ea84ae6

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here