Eventyreren Elias Bendix fejrer kærligheden med funky pop, Brassorkestre i New Orleans, hippiefester i den mexicanske jungle og jam med Prince. Elias Bendix er en eventyrer, der mener det bogstavelig, når han siger, at hans musik er en opdagelsesrejse. Den 30. juni udgav han debutpladen ”PUZZ”.
Med en opvækst i en kreativ familie, en mor der deler en kunstnerduo med sin tvillingesøster, med Kasper Winding til onkel og et hav af fætre, der har fulgtes ad i musikdrømmen i og udenfor musikkonservatoriet, er Elias løbebane fuldt af røverhistorier og kulørte afstikkere. Men én rød tråd løber gennem det hele: Musik. En boblende lyst til at sanse universet gennem musikkens muligheder har trukket den 28-årige guitarist, sanger og sangskriver rundt i verden. Altid med guitaren hængende som en fast følgesvend på ryggen.
Nu har han nået til en destination, hvor han tør skære alt væk og gå efter den rene følelse, den rene popsang. Det er sange om at overgive sig til kærligheden, om at fejre kærligheden og om at håndtere kærligheden.
“Tidligere syntes jeg, at det var et kedeligt emne at skrive om. Men der har været så meget turbulens og så mange skift i mit liv, at det pludseligt føltes rigtigt at markere, hvor meget det kræver at give og modtage kærlighed. Og hvor vildt stærk, man kan blive af det”, siger Elias Bendix.
Den sidste pointe skinner igennem på singlen ”Superheroes”. Der er tryk på blæserne og ren pop energi – men stadig med et touch af de facetter, Bendix tager med sig fra jazzen og funken. Den sidste single, ”We Can’t Be Noone But Us”, tager et personligt udgangspunkt – at vi er den, vi er – men løfter kærlighedsbegrebet op på et globalt plan. Sangen er blevet spillet på 100 radiostationer rundt om i verden, blandt andet på P4.
“Tanken om at samle verden, er forsvundet. I stedet forsøger man at gøre os bange for at møde verden. Og det er synd. Men det kræver kærlighed, ikke mindst til sig selv, at turde møde verden”, siger Elias Bendix.
Udgivelserne danner et nyt spor i Elias Bendix’ forgrenede musikalske virke. Han har tidligere dyrket ekstasen i Cosmic Clown, ligesom han fortsat spiller i jazzsammenhænge – bakket op af strygere eller horn. For sådan skal det være med ham: Der skal være plads til det hele.
“Jeg er en musikalsk oplevelsesrejsende”, konstaterer Elias Bendix.
Helt fra han som dreng hoppede ekstatisk rundt i sofaen til en lille riffbid fra Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit” har Elias Bendix på egen krop mærket, hvordan musikken påvirkede ham dybt. Siden dykkede han ned i sin onkels pladesamling, som rummede alt fra Jimi Hendrix til Dr. Dre, og med en opvækst i både Frankrig og Italien, blev musikken hans måde at kommunikere på.
“Jeg var altid den lille lyshårede dreng, som ikke kunne sproget så godt. Men gennem musikken udtrykte jeg alt det, jeg gerne ville”, siger Elias Bendix.
Meget passende spillede Elias Bendix sin første koncert i sin hjemby på Sardinien – på et klippefremspring omgivet af vand som en del af den psykedeliske pilgrimsrejse Dunajam. Derudover har han rejst til blandt andet New Orleans, Mexico, Argentina, Spanien og Thy-lejren, hvor han alle har ladet hvirvlet ind i lokale udtryksformer. I New Orleans endte han eksempelvis med at gå forrest i en af de traditionsrige second lines og spille med de lokale legender i Treme Brass Band. Samme blanding af at være opsøgende og impulsiv bragte ham på scenen med Prince i Amager Bio. For selvfølgelig har man sin egen guitar med, når man går til Prince-koncert.
Foruden sine egne rejser trækker han nektar ud af vidt forskellige musikalske kilder. I sine seneste sange ligger der et spor af hvid humoristisk laid back funk a la David Byrne og Jamiroquai. Men han finder også inspiration til harmonier og atmosfærer hos navne som Luis Cole og Robert Glasper og indierockstjerner som Damon Albarn og Grizzly Bear. Derfor rummer en optræden med Elias Bendix alt fra den syrede bløde neo-soul til latinske rytmer.
“Min mission er at forene folk gennem min musik. Det er magisk, når det lykkedes. Jeg drømmer om at publikum kommer tættere på hinanden og møder nogen de ikke kender på baggrund af de musikalske følelser de har mærket. Om det så er fordi de er til pop, funk, soul, rock eller jazz er sekundært, så længe de har mærket noget, der fik dem til at give slip et kort øjeblik og blive en del af noget større”
