Biljana Heights spejler sig i alternative virkeligheder på ny EP

0
1306
Foto: Sophie Caroline Gohr

Med singlerne Stranger og Lies har Biljana Heights fået både danske og udenlandske musikmediers opmærksomhed. Nu er den dansk-kroatiskmakedonske skuespiller og musiker klar med sin første solo-EP, ’Stranger’. Et triphop inspireret univers bundet sammen af en mystik og et nærvær, som kredser om alternative virkeligheder – for hvad nu hvis…?

Biljana Heights trådte for alvor ind på den danske musikscene som solist i januar 2023, godt ti år efter hendes tid i front for det succesfulde indieband Amber. Hun er vokset op som 2.g’er i Danmark, haft succes som musiker, uddannet sig til skuespiller i New York og i kraft af vilkår og valg gennem hele livet haft fremmedgørelsen som følgesvend.

Fortiden og dens lange tråde ind i vores nutid er på hver deres måde en del af singlerne Stranger og Lies’ fortællinger. Sangen Water tager os med tilbage til barndomsminder fra Makedonien og kaster et andet blik på den sum, der udgør mennesket.

Dualiteten i den kreative sjæl, opvæksten som barn af indvandrere og uddannelsestiden som ”alien in New York” har alt sammen inspireret til refleksioner over, hvad det er, der former os som mennesker. For hvad nu hvis hun var vokset op i Makedonien, hvor hendes far kommer fra – ville hun så være den samme?

Biljana sætter kameraet op udenfor sig selv for at studere det, hun mærker indeni – og med hendes kærlighed til film og fiktion får flere af sangene et mulighedsfelt med sig i form af alternative virkeligheder.

Sådan ekspanderer perspektivet på fokustracket Tonight og sangen World (som er med i den amerikanske serie Charmed), som leger med en større verden af parallelle universer.

”Min mors kroatiske ophav betyder, at jeg er vokset op med at gå i kirke hver søndag – og det rum blev et sted, hvor verden blev større og jeg kunne sætte min fantasi fri”, fortæller Biljana.

I videoen til den ordløse Wake (som udkom i forbindelse med Netflix-serien The Rain) følger vi Biljana i mødet med sig selv som barn, i den københavnske kirke, hun kom i dengang.

Biljana skaber fortællinger og universer i sine sange som tager afsæt indefra, men panorerer ud i en nysgerrig billedskabende undersøgelse af, hvem vi er, og hvilke virkeligheder vi er formet af.

BIO

Biljana Stojkoska er født i Danmark, hendes far er fra Makedonien og hendes mor fra Kroatien.

Hun debuterede som musiker med bandet Amber, der på to år udgav to album: Putting All The Pieces together (2004) og One Minute Love Affair (2006). Produceret af hhv Steve Albini (US) og John Parish (UK).

Amber spillede bl.a. SPOT, Spot on DK i Bruxelles og Roskilde Festival og høstede store anmelderroser. Den improvisatoriske proces som bandet Amber arbejdede i, er stadig Biljanas tilgang til musik og tekst. Hun skaber intuitivt med en stor fornemmelse for billedskabende og stemningsfulde lydlandskaber.

I årene efter Ambers succes bosatte Biljana sig i Brooklyn Heights mens hun uddannede sig til skuespiller – og den amerikanske bydel har taget varigt bo i hendes kunstnernavn. For det amerikanske markerer for Biljana en frihed til at brede kreativiteten ud i stedet for at begrænse den.

Biljana har som skuespiller haft roller i bl.a. DNA, Sommerdahl, Dicte, Bedrag og Broen.

Selvom det er de færreste, der dyrker både skuespillet og musikken herhjemme, så kan Biljana ikke trives uden nogen af delene. De to verdener hænger uløseligt sammen i hendes kreative proces og musikken er mættet af fornemmelsen for en cinematisk stemning.

Ikke så mærkeligt at Biljana har fået sine sange placeret i tv-serier som Charmed (CW), The Rain (Netflix), Overleverne (TV2) og APB (FOX).

”Jeg er utrolig glad for placeringerne af min musik i tv-serier – det understreger for mig forbindelsen mellem mine to kreative verdener”

EP’en Stranger udkommer 6. oktober 2023.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here