Gry Harrits aktuelle EP-udgivelse er et gladeligt genhør med den klassiske rocks autencitet og analoge teknikker, men det er Gry Harrits fandenivoldskhed og hendes lyriske eftertænksomhed, der gør EP’ens fem numre til noget helt særligt.
“Frontkvinder i dansk rockmusik er en mangelvare”, siger Gry Harrit kontant. Det er netop denne mangel, der sammen med en stor kærlighed til den klassiske rockmusik, er udgangspunktet for hendes EP ”Transformer”, der udkommer den 2. oktober. Musikken er lavet med analoge teknikker i ét take, og lyden er en klar hyldest til den tidlige rock, men samtidig tilfører Gry Harrits eftertænksomme, danske tekster og hendes nonchalant, kraftfulde stemme en dybde til numrene, som klæder den 70’er-inspirerede lyd.
”Jeg har befundet mig i mandsdominerende miljøer i mange år”, siger Gry Harrit, der dog på sangene samtidig fortæller historien om en voksen kvindes transformation – fra korsanger til soloartist, men også i hendes personlige liv.
En rocket og skarp eftertænksomhed
EP’en består primært af upbeat rocknumre som ”Ta’ Det Tilbage”, ”Venner og Fjender”, ”Godt Du Kom” og ”Er Der Nogen?”, hvor Gry både hylder sine medmennesker, kæmper for kærligheden og reflekterer over det teknologiske samfunds overfladiske FOMO-kultur – til elektrisk guitar og hårde, akustiske rocktrommer. Numrene er catchy, men samtidig rummer teksterne en refleksion, som er med til at afspejle Gry Harrit som kunstner og som person. EP’ens sidste nummer ”Denne sommer” afrunder pladen i et blødt tempo til de sidste solstråler, mens Gry med sine kraftfulde stemme fører lytteren ind i efteråret.
”Det er både en plade, hvor jeg reflekterer over de mennesker jeg har mødt, og som har gjort mig til den jeg er – men den handler også om at tage chancer og tænke over, hvordan man lever sit liv” fortæller Gry, som har skabt numrene på baggrund af egne oplevelser. De personlige tekster og Gry Harrits intense vokal skruer på ”Transformer” helt op for den klassiske rock og forvandler numrene til et elektrisk spændingsfelt mellem både nyt og gammelt.
Om Gry Harrit
Gry Harrit har mere end 30 års erfaring som professionel korsanger for bl.a. Sebastian, Michael Falch, Poul Krebs og Allan Olsen. I 2015 gik Gry Harrit solo med ”Album”, der for alvor satte gang i hendes karriere som soloartist. I 2021 tager Gry Harrit på 50-års jubilæums turné med Sebastian.