GINMAN – “Helsinki Waltz”

0
1317

Lennart Ginman er en af de mest respekterede og rutinerede musikere i Danmark. Den dansk-finske kontrabassist, Grammy-vindende komponist og producer har dekoreret sit raffinerede og graciøse spil på adskillige anmelderroste og prisvindende albums indenfor et bredspektret genrefelt, der spænder fra jazz over rock til electronica.

Ginman er nu aktuel med en ny udgivelse, singlen ‘Helsinki Waltz’, som er et stemningsmættet moderne stykke elektronisk musik. Ægte Ginmansk stemningsmættet og filmisk musik. Med den processerede strøgne kontrabas som omdrejningspunkt er ‘Helsinki Waltz’ gennemsyret af skrøbelig og længselsfuld melodiøsitet. Gennemsyret af finsk og nordisk melankoli. En idérig eksperimentel techno som balancerer mellem rørende minimal romantik og højstemthed og hele tiden hvilende på valsens repeterende takt og næsten hypnotiske karakter.

Ginmans udsøgte brug af diverse effekter er med til at skabe et både tidløst og moderne stykke musik. ‘Helsinki Waltz’ er intet mindre end bjergtagende smuk.

Lennart Ginman udtaler om nummeret:

“Sangen ‘Helsinki Waltz’ handler om Finland. Den stemning jeg kender så godt, og som for mig er så arketypisk finsk. Den stemning har jeg omsat til musik: Ud af mørket kommer et underspillet rytmisk tonemønster snigende ind på dansegulvet. Harmonierne flytter sig nu langsomt. Filtre drejer stofligheden i tonerne og kontrabassen spiller melodien med bue ovenpå det hele. Derfra vokser nummeret som én stor organisme. Sangen er som én stor bevægelse. Som kroppe der danser og svajer langsomt i mørket. Ingen hurtige bevægelser kun dybere og dybere.

Jeg har prøvet at lade den romantiske kontrabas danse med de kølige elektroniske beats og lade synthesizeren gennem filtre spinde et edderkoppenet af harmonier, som ligger under hele nummeret.

Det kunne have været en finsk tango, men det blev en vals til Finland”.

‘Helsinki Waltz’ udkommer fredag 11. september 2020.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here