Hund I Snor: Indian Summer

0
1049

Den københavnske trio Hund I Snor har flere gange vist, at de er glade for deres hjemby. På deres tidligere udgivelser har de lavet sange om bl.a. Steno Apotek, Helgoland Badeanstalt, Kys Allé på Christiania og om Nyhavn. Denne gang skal vi med trekløveret op på et af byens tage en varm september aften, med (tag)papvin og en udsigt over hele København.

Hund I Snor er efter to EP-udspil og senest singlen ”Tæt På” (med Elith ’Nulle’ Nykjær feat. på klarinet) klar med endnu et udspil,
nemlig ”Indian Summer”, der udkommer den 26. februar.

Hund I Snor har tidligere været i A-rotation på P5 med nummeret ”Nervøs i Velour”. ”Tæt på” fik en del airplay på landets lokalradioer og på DR P5. Singlen nåede desuden førstepladsen på DR-dansktoppen.

Hund I Snor spiller urbant poprock med et twist af jazz og bossa nova, og skaber stemningsfyldte øjebliksbilleder med deres finurlige tekstunivers. De zoomer ind på hverdagen, som de fleste kender den på godt og ondt – oftest fra et humoristisk perspektiv.

”Sangen skrev næsten sig selv en efterårsaften. Vi havde i Danmark lige været heldige, at opleve en god håndfuld varme september dage, som et ekstra sidste strejf af sommer. Det var nok godt, vi på det tidspunkt ikke vidste, hvad vi havde i vente omkring den da kommende coronapandemi og dertilhørende nedlukning og restriktioner. I så fald var sangen nok ikke faldet så glad og positiv ud,” fortæller Hund I Snor og fortsætter: ”Nu virker nummeret nærmest som en teaser på alt det vi går og ser frem til – sommer, frihed og kølig hvidvin.”

I teksten til ”Indian Summer” er der dømt varme aftener over Danmark og i en kulisse af neonlys og blinkende stjerner, finder et stævnemøde sted på et tilfældigt tag i hovedstaden. Nu er det bare at nyde udsigten og den kølige vin – og måske bliver der også et kys i skæret af Tivolis fyrværkeri?

Hund I Snor er: Peter Ulf: Vokal, guitar og klaver, Michael Randklev Kjær: Bas og kor, Olav Frølich: Guitar og kor – feat. Martin Bregnhøi på congas og bongotrommer (trioens faste perkussionist ved deres koncerter).

Indian Summer er skrevet og produceret af Hund I Snor. Mixet og masteret af Kasper Sandberg & Hund I Snor.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here