“Ingenting”

0
711

I ”Ingenting” flagrer selve Livet afsted i en brise, der hvisker om klarsyn.

“Når Verden er vild, er det så trygt at vide, at ingenting betyder noget?
Når Verden er vild, er det så skræmmende at vide, at ingenting betyder noget?”

Bjergtaget lader i sin nyeste sang lytteren flyde rundt i et susende hjerteslag fuld af spørgsmål om eksistens. Ingenting kan både være meningsløst tomrum og frydefuld lettelse, men når Stephan C. Krabsens omsorgsfulde, næsten messende vokal følger guitarens melodi og gentager ”Ingenting”, føler man sig som et dansende dun i vinden på en forårsdag.

Hvad betyder alt det, vi har kæmpet for? Alt det, der gik galt? Alt det, vi elskede? Al smerten, nederlagene? Alt det, vi har skabt?

Bjergtaget søger som sit varemærke den undren, det mentale komma, der eksisterer i orkanens øje, hvor alt er tavst. Hvad er det egentlig, vi laver? Ingenting er en afsøgning af, hvordan det opleves bare at give slip og lade være. Flagre i vinden, flyde med strømmen. Højdeskrækken eller angsten for at få hovedet under vand er tanker. De og du og Det er – Ingenting.

I andre sange fylder desperation, acceleration og frygt, men i denne nynnende sang er det kun guitarens skrid på gribebrættet, der kradser i sårets tynde skorpe og får det til at bløde bare lidt.

Den for Bjergtaget dybe og luftige vokal fungerer sammen med den taktfaste grundrytme som trøst, som lindring, som noget vedholdende midt i al intetheden.

Hvis vi er ingenting, så har vi det til fælles. Alt hænger sammen, når ingenting har afgrænsninger. Alt er ét, når alt er formløst. Vi er forbundne i illusionen om vores egen handlekraft og skæbne, der med Bjergtagets perspektiv er en dragende og dybt menneskelig fejlslutning, vores eksistens bygger på. ”Hvad betød det, at jeg elskede? At jeg elskede dig?”

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here