”Sange fra Skällandsö”

0
929
Foto: Stine Heilmann

Jan Rørdams nye album ”Sange fra Skällandsö” er en ærlig og eftertænksom konfrontation med ensomheden og et modigt opråb om at turde at være med sig selv på godt og på ondt. Budskaberne rammer plet og er både relaterbare og vedkommende i en tid, hvor vi på grund af forsamlingsforbud, afstand og begrænset socialt samvær, er blevet tvunget til at være mere alene.

”Sange fra Skällandsö” er Jan Rørdams ærligste album til dato. Det er det første danske album, han udgiver siden 2007, og Rørdam har for første gang selv skrevet teksterne. Sangene er i løbet af de sidste år strømmet ud fra hans ødegård i det sydvestlige Sverige hvor Jan Rørdam fra det musikalske, kreative helle er dykket ned i ensomheden og givet plads til sange, der bare ”ventede på at lande på hans guitar”.

Rørdams personlige, dansksprogede tekster om ensomhed, tvivl og anerkendelse giver, sammen med det guitarbårne akkompagnement og Rørdams karakteristiske stemme, albummet et nærvær og en oprigtighed, der klæder budskabet om at turde se sig selv i øjnene.

“Alle sangene er skrevet i min ødegård i Skällandsö, og de udspringer af al den tid jeg har tilbragt alene deroppe, som ikke altid har været og er lige nemt. Oppe i ødegården bliver jeg jo konfronteret med sig selv, men via sangskrivningen fik jeg også muligheden for at afsøge mine egne udfordringer, hvad jo kan være angstprovokerende. Sangene har været et terapeutisk projekt for mig, og de er skrevet ud fra mit eget perspektiv uden at ville diktere en bestemt sandhed. Mit håb for albummet er dog, at det kan inspirere andre til at kigge samme vej”, siger Jan Rørdam.

Sætter ord på ensomheden

Med ”Sange fra Skällandsö” skriver Jan Rørdam sig ind i en lang række af kunstnere, der gennem de sidste år har sat ord på tabubelagte emner, og selvom Rørdams musikalske fortolkning af ensomhedsproblematikken er skrevet langt før og derfor uafhængigt af corona konteksten, får sangene en særlig relevans set i lyset af den.

Samtidig rummer Rørdams musikalitet en ærlighed og selvindsigt, og sangene bliver i en kombination af musikkens melankoli og positiviteten i Rørdams stemme og tekster til en sørgmunter musikalsk oplevelse. Denne balance er med til at afspejle Rørdams pointe om at omfavne sig selv i alle livets facetter, der bl.a. findes på sange som den iørefaldende ”Selvmål” og i den mere melankolske ”Synkroni”.

Samtidig rummer albummet også numre som den selvflekterende ”Virkeligheden” og den retrospektive ”Smukke Gamle Fjolser” om forældrenes forliste ægteskab, der pointerer betydningen af at træde et skridt tilbage og betragte sig selv. I en hyldest til talemåden understreger sangen ”Der Hvor Hunden Ligger Begravet” med up beat trommer, bas og kor albummets overordnede pointe og italesætter nødvendigheden at finde ind til udfordringernes kerne, der netop også er Rørdams personlige ambition med ”Sange fra Skällandsö”:

“Livet er ikke blevet, som jeg havde forestillet mig, men det er blevet alt mulig andet og det er ganske godt. Sangene og de tanker de udsprang af, har været med til at opklare personlige besværligheder i en sådan grad, at jeg nærmest selv kan bruge erfaringerne i mit liv. Anerkende mine egne grænser, være med sorgen over kuldsejlet kærlighed og i det hele taget betragte mig selv som et fejlbarligt menneske. I sidste ende handler det hele om kærlighed. Kærlighed til en selv og til alle omkring sig”, fortæller Jan Rørdam.

Om Jan Rørdam

Jan Rørdam er musiker, komponist og producer og har siden 2004 udgivet seks albums. Han har desuden produceret musik for en lang række danske artister, bl.a. Alberte Winding, Michael Bundesen og Benjamin Koppel, ligesom han har skrevet og produceret musik for bl.a. Lis Sørensen, Søren Sko og Maria Montell.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here