Efter stilhed på udgivelsesfronten i 2019, så har drengene fra Vild Smith siden sommer 2020 forkælet os med masser af ny musik. Første skud på stammen var singlen ”Vågen”, der i den grad markerede at gruppen var tilbage, og sangen havde både radiopremiere på P3 og TV premiere i GO’ Morgen Danmark.
I forlængelse af det udgav de i august deres seneste single ”Sidste Dans” der for sjette uge i træk er i top 40 på Radio ABC.
Fredag den 9. oktober sender ”Vild Smith” deres tredje single ”Happy Hour” på gaden, der bedst kan beskrives som et kærlighedsnummer dedikeret til Happy Hour-konceptet. Om sangen udtaler drengene:
Vi savner at gå i byen, savner at komme ud, savner at leve det liv. Vi har egentlig haft sangen liggende i noget tid, men har ventet med at udgive den til samfundet blev åbnet op igen. Det lader desværre ikke til at ske lige foreløbigt, og derfor udgiver vi den nu på trods af at vi ikke kan tage på en længe planlagt “Happy Hour” tour.
Vi ved der er andre der savner at tage i byen lige så meget som vi gør. Måske de kan finde trøst i denne sang og bruge den til at drømme sig væk til en simplere tid, hvor “Happy Hour” var hverdag. Måske man også bare kan bruge sangen som soundtrack til sin privatfest og hjemmebyggede Happy Hour.
”Happy Hour” er forløber for Vild Smith’s tredje album, som udkommer i slutningen af 2020.
Vild Smith kickstartede deres karriere i 2013, hvor de vandt DR P3’s Karrierekanonen. Sidenhen har de haft en lang række guld og platin hits, og har tidligere udgivet to guldcertificerede albums LEVER DET LIV (inkl. singlerne Vild Idag Syg Imorgen, Gør Det Godt) og STRAIGHT FIRE (Det Ik Sket m.fl.), samt EP’en ALLE ER HER (Inkl. singlen Sindssyg) som tilsammen har streamet mere end 50 millioner gange.