Det forgangne år blev malet med en farvepalette af blå nuancer. Nu vender Lucas Hoang 2020-maleriet ud mod verden og slipper de blå følelser fri med et album han selv har skabt fra start til slut. Det er en manifestation af hans talent for sangskrivning og evne for at udtrykke sig i mange forskellige genrer, der samtidig er en formidling af de mange shades of blue, vi kan føle.
Lucas Hoang er en selvskabende, unik artist, som er gået sin helt egen vej og har skabt en plade, der kun lyder som én artist: Ham selv. Med Shades of Blue viser Lucas Hoang for alvor de mange sider af hans musiske talent. Albummet er en genrehybrid, der bevæger sig gennem R&B, gospel, pop, electronic og elementer fra den urbane klubscene.
Albummets røde tråd – eller blå tråd, om man vil – findes i teksterne, i stemningen, som Lucas Hoang skaber med sit singer-songwriter-talent.
”Naturligvis er jeg inspireret af andre artister. Men det her er mit soloprojekt. Jeg har i mange år arbejdet med at synge backing-kor og med at gøre andre dygtigere, og det er den fedeste følelse, når jeg kan se, de har succes. Samtidig har jeg gået og puslet med mit eget, og nu er det tid til at slippe Shades of Blue fri,” siger Lucas Hoang. Han har skrevet alt selv; akkorder, melodi, tekster, kor, og han er med i hele processen om produktion, mix og mastering, og albummet udkommer på hans eget pladeselskab.
Et nyt år, en ny start.
Shades of Blue har været længe undervejs, men 2020 var ikke året, hvor der blev sat gang i en masse nyt. Nu sætter han sin lid til 2021.
Det handler ikke bare om, at albummet får en god modtagelse, at der er overskud til at give det den opmærksomhed, det fortjener. Det handler også om at se nye veje, og at få det bedste ud af enhver situation. 2021 SKAL blive bedre end 2020.
”Hver dag er en ny mulighed for at ændre retning, lære noget nyt, komme videre. Jeg udgiver Shades of Blue 1. januar for at markere, at musikken og de blå følelser sættes fri til et nyt liv. Jeg håber, at Shades of Blue også får et liv på live-scenen i 2021. Men i en underlig tid, hvor der er lukket ned for det meste live-musik, føles det godt at kunne bidrage til at musikken stadig lever og udvikler sig,” siger Lucas Hoang.
Shades of Blue er skrevet af Lucas Tuan Minh Hoang, produceret af Kristian Hegelund og Lucas Tuan Minh Hoang, mixet af Kristian Hegelund, mastered af Brian Mørk Hansen.