Sangskriver og guitarist Kristoffer Munck Mortensen udsender nu sit sjette album under navnet Mellemblond. Pladen har fået titlen “En jordisk chance” og udkom den 19. november 2021 via Møs Møs. Kristoffer siger om udgivelsen:
“Pladen har været undervejs siden december 2019. Nogle af sangene er skrevet, mens vi indspillede, mens andre går flere år tilbage. Efter den forrige akustiske plade ‘Solregn’ var det fedt at sætte strøm til igen og skrue op for det hele. Jeg endte med titlen “En jordisk chance”, fordi jeg synes den er positiv og optimistisk. Og det har vi da brug for.”
Albummets elleve sange spænder fra dansabel disco på “Blæsten i træerne”, støjende, distorted guitarrock på “Det der gik i hjertet” og indfølte ballader som “Nattetåge” og “Bling bling”. Som vanligt hos Mellemblond kommer man i teksterne både ud i byen med linjer som “se nu hvor skumringen står/i et lystigt neonskær”, ind i naturen hvor “græsset gror/lyng står i flor/der er ikke mere mellem himmel og jord” og rundt om kærligheden med det mantraagtige omkvæd “Og i øjnene må vi bære det/Alt det der gik i hjertet”.
“En jordisk chance” blev til simultant med “Solregn” i en periode, hvor samfundet lukkede ned, og mange genfandt glæden ved det nære og naturen. Kontrasten mellem by og natur og længslen efter kærligheden er en gennemgående strøm i pladens lyrik, hvor Kristoffer balancerer det højstemte og det hverdagsagtige.
De forskellige musikalske udtryk bindes sammen af Kristoffers karakteristiske vokal og guitarspil og i samarbejdet med producer Mads Brinch og trommeslager og producer Adrian Aurelius. Det samme hold stod bag pladen “Lysvågen” i 2013, der blandt andet blev nomineret til fire Steppeulve det år og indeholdt evergreenen “Et øje”. Desuden medvirker trommeslager og producer Jakob Høyer, bassisterne Jakob Falgren og Jens Hein samt sangerinden Charlotte Schultz på det nye album.
Siden 2008 har den danske sangskriver Kristoffer Munck Mortensen under navnet Mellemblond skabt sit eget musikalske og lyriske rum i dansksproget rockmusik. Det er med tiden blevet til fem Steppeulv-nomineringer, anmelderros, airplay og adskillige koncerter. Senest har Mellemblond været aktuel med den akustiske plade “Solregn” (Møs Møs 2020), og en turne denne sommer med sangene herfra. “Solregn” indeholdt en rørende duet med sangerinden Kira Skov på sangen “Vildrede”, ligesom Kristoffer tidligere har sunget duet med Steffen Brandt på “Henover midnat” fra “Lysvågen”.
Følg Mellemblond
http://mellemblond.dk
www.facebook.com/mellemblond
www.instagram.com/mellemblond