Den ambitiøse trio Mob War er tilbage. Klar til at præsentere deres første fuldlængde album. Deres tunge beats og stramme strukturer lægger sig tålmodigt og ildevarslende omkring forsanger Frederik Christoffersens særegne, sorgfulde vokal på et kompromisløst album, der udstiller det moderne menneskes kamp for at finde sig selv.
Mob Wars debut-EP Overthinking udkom i ’17. Den blev optaget i one-take af tre meget unge, meget stædige fyre. Frederik, Benjamin og Viktor sætter nemlig hellere barren for højt end for lavt. Og så når de den. Men inden da røg der et helt album i skraldespanden.
Året efter var der skrevet sange til et nyt album, indspilningerne var i gang, men de var ikke tilfredse. Igen blev det hele skrottet, og processen startet forfra.
Nu er de klar med debutalbummet, som har fået titlen Situvidual. Ligesom på EP’en Overthinking er trioen optaget af menneskets tankekraft. Situvidual er en betegnelse for et individ, der skifter karakter alt efter situationen. Det er de fleste moderne menneskers vilkår – at være én karakter på jobbet, en anden med vennerne, en tredje derhjemme. Sangene på albummet undersøger på hver deres måde, hvad det betyder – at skulle bøje sin personlighed, at føle sig udvasket i en flydende identitet og at holde fast i sig selv mellem egne og andres facader. For hvem er man, hvis man aldrig er 100% sig selv?
Frederik, Benjamin og Viktor er hinandens bedste venner. De har kendt hinanden altid, og øvelokalet er et fristed fra alle andre forpligtelser. Men i virkeligheden er det musikken, der er det reneste udtryk for hvem de er.
”Der er selvfølgelig også en band-identitet i os tre, og en særlig måde at være sammen på. Det føles bare fuldstændig naturligt for os at være i samme rum omkring musikken. Og det er nok i virkeligheden der, vi hver især kommer til udtryk i vores reneste form – gennem vores instrumenter. Musikken bliver på en eller anden måde en ufiltreret bærer af tanker og personligheder”, siger Frederik.
Tekstuniverset afspejler ærligt den indre dialog om tvivl, kærlighed og angst, der følger refleksionerne om ens egen eksistens i verden. På nummeret Chrome sætter trioen skarpt fokus på albumtitlens oplæg. Tekstens jeg har et ansigt af krom, der er bøjeligt og reflekterende. Du’et spejler sig i jeg’et, og vil aldrig vide hvor meget af jeg’et, du’et selv frembringer i situationen.
Singlerne Glassy Eyes og West Points Up griber om indre kaos og forvirring, mens No Good tager fat i individets evne til at sætte sig ud over sig selv for at redde en anden. Lyden er melankolsk og stadig båret af guitar, bas og trommer.
Men processen i øveren har været radikalt anderledes end den var på debut EP’en. Dengang blev alt spillet og optaget i one-take. Denne gang har de indspillet et lag af gangen og stykket det hele sammen i computeren lidt efter lidt. Det har givet plads til nye elementer – også elektroniske – at løsrive sig fra tanken om, at alt skulle kunne overføres direkte fra studie til livescene.
”Vores forrige udgivelse blev til gennem jamsessions, hvor idéerne blev improviseret frem i fællesskab og hvor vi fra starten fokuserede på, at kunne fremføre materialet udelukkende som en trio”, fortæller Viktor. ”Denne her gang har vi vendt processen på hovedet. Alt blev indspillet direkte ind i computeren i lag uden overhovedet at overveje om det kunne lade sig gøre live. Det ændrede forløbet fra idé til sang fuldstændig og resulterede i nogle modigere valg. Det har været kreativt befriende og har gjort det muligt at strække vores lyd endnu længere end hvad vi turde håbe på. På den måde er Situvidual et meget kompromisløst album”.
Mob War er:
Frederik Christoffersen
Benjamin Ackermann
Viktor Østergaard
Følg Mob War her:
https://www.facebook.com/mobwarpage/
Instagram: @mobwarpage
Situvidual udkommer 6. november 2020.