Ny single fra danske MAWIC og en meget personlig musikvideo.
Første single fra det danske band MAWIC i 2020. Der er kigget i nye retninger, men energi og kreativitet er bevaret, og der er skabt nyt materiale på musikkens vilkår. MAWIC er bl.a. vinder af Odense Live Prisen – Årets Livenavn 2019.
Med “Modløs Nærmest Lykkelig” beskriver forsanger Martin Wichmann, en situation de fleste kender til. Der hvor man tillader sig selv, at slippe modløsheden og søge nye udgaver af lykken.
Alt vi havde før er i forfald
Inden det gik godt, gik det galt
Alt vi var og det vi skulle bli’
Forsvandt i vulkansk jalousi…
(fra Modløs Nærmest Lykkelig)
Sangen handler om den situation vi nogle gange kan forfalde til, når vi ikke ser realiteterne i øjnene, men derimod bare bliver i det samme trummerum fordi det bare er det nemmeste. Vi glemmer os selv, nok mest af alt, fordi vi frygter alternativet – den ensomhed, tomhed og melankoli vi synker ned i.
Netop det nærvær og de følelser, er afsættet for bandets musikvideo, der følger “Modløs Nærmest Lykkelig” på vej ud i hovedtelefoner, headset og højtalere.
Til musikvideoen har bandet modtaget flere hundrede videoer fra mennesker rundt om i Danmark, der gerne vil dele deres unikke og helt personlige tolkning af modløshed og lykke.
Modløs Nærmest Lykkelig udkom den 12. juni på alle digitale platforme.