Nils Poulsen udsender nyt album efter 17 års pause

0
1822

Sangeren og guitaristen Nils Poulsen bryder 17 års tavshed. Singlen ‘Høj Himmel’ er blevet spillet flittigt i radioen, og nu er albummet ‘I en bedre verden’ på gaden. 

Nils Poulsen var fra midten af 1970’erne til omkring årtusindskiftet særdeles aktiv som sangskriver og musiker. Først med det nu sagnomspundne fynske rockband Wild Horses, så med københavnerbandet Shackboys, og i 1990’erne som solist med tre kritikerroste rockalbums: ‘Return From Zombie Beach’, ‘Nils – Sings With The X-Prom Kings’ og ‘Rainbow Mile’.

Der var egentlig ingen planer om at stoppe, men da han en dag fik tilbudt en Volvo 240 til en rigtig god pris, slog han til, pakkede sine ting i bagagerummet og kørte langt, langt ud på landet. Og blev der. Sangene blev dog ved med at dukke op, men dem kan man jo altid indspille i morgen, og nå ja, så gik der nogle år .

Men nu er det her endelig, det nye album med Nils Poulsen & combo 73. Det er klassisk håndspillet dansk rock’n’roll, når det er bedst. Sangene på albummet handler bl.a. om at være den sidste tilbage i kollektivet yderst på klinten, at blive forladt efter midnat før en arbejdsdag, ubelejlige møder på åben gade, at fortryde en flirt med en falsk profet, at sidde alene i et rumskib, at være i havsnød én meter fra land osv . med andre ord everyday shit, når man (forhåbentlig) er et sted midt i livet.

Albummet er indspillet i Søborg sammen med gode venner. Først og fremmest Simon Høirup (medstifter af Wild Horses), Assi Roar (som har medvirket på næsten alle Nils Poulsens soloalbums) og Claus Bjørn Hansen (som Nils Poulsen også spiller med i barbandet Young Bob Reed). Desuden medvirker Marcus Liliequist, Dan Hemmer, Lone Selmer, Michael Jakobsen og Stefan V. Jensen på albummet.

Albummet er udgivet på cd og er i øvrigt på iTunes, Spotify og alle kendte streamingtjenester.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here