Noiserockerne WRITHE proklamerer “I Am The Sun” på anden single og video fra debutalbum

0
1095
Foto: Jonathan Keren-Klaris

De københavnske noise-rockere Writhe annoncerede i november udgivelsen af debutalbummet “Awaiting A Tide” og udsendte i den anledning første single og video “Beacon”. Fredag den 14. januar udkom anden singlen “I Am The Sun”, med tilhørende video – to uger før albummet lander.

Videoen er skabt af Jonathan Keren-Klaris, og forsanger, guitarist og sangskriver Nick Magnusson siger om singlen:

”I Am The Sun er en slags beskrivelse af en Ikaros-flugt, hvor egoet mener at være, hvis ikke solen, så ligesom solen. Stor og fantastisk. Det er der noget iboende komisk i. Sangens tema kredser også om kærlighed. At turde have kærlighed til sig selv.”

Som teksten siger: ”I Am the Sun. The balancing point. Through perils and promises of never coming down. Only rising above”.

Writhe fejrer “Awaiting a Tide” med tre udgivelseskoncerter i København, Aalborg og Aarhus – datoerne er:

29.01.22 – København, Mesteren og Lærlingen
03.02.22 – Aalborg, 1000fryd
05.02.22 – Aarhus, Sway

Den københavnske noise rock-kvartet Writhe leverer sit debutalbum “Awaiting a Tide” med lige dele modstand, mørke og kærlighed. Med udgangspunkt i en passioneret besættelse af DIY-kultur, DC hardcore og moderne amerikansk litteratur finder Writhe sin egen vej i post-moderne rockmusik med tight musiceren, skæve arrangementer og frontmand Nick Magnussons præcise, fængende sangskrivning, der beskriver den menneskelige tilstand i al dens emotionelle diversitet.

Writhe udforsker vores følelsespalette som kreativ enhed. Som et helt igennem demokratisk band er ét essentielt element, som de fire kræver at opleve under skriveprocessen en følelse af, at alt er ved at falde fra hinanden. Og mens de spilles, må sangene etablere en tilstand af frit fald, en tilstand i hvilken man kan vride sig, hyle og skrige. Et katarsisk rum med al den galde, glæde eller forvirring, det måtte involvere, ligesom i livet og døden, der følger efter.

I denne ånd udforsker de ti sange på “Awaiting a Tide” tematisk set kontrasten og skismet, der dominerer vore liv, hvor intet er givet og alt hurtigt tages væk – på et personligt, socialt såvel som et strukturelt niveau. Albummets grundfølelse er, at noget er på vej, et skift – man venter på tidevandet. Musikalsk set er dette forvirrende hele udtrykt i bandets personlige sammensmeltning af dekader af rock musik fra både den gamle og den nye verden.

Writhe blev dannet i København i 2018, og på bandets selvbetitlede debut-EP materialiserede bandets soniske undersøgelser sig for første gang i denne verden. Siden da har bandet arbejdet intenst på deres debutalbum, som blev indspillet live med producer Patrick Fragtrup på bare fem dage. “Awaiting a Tide” udkommer 28. januar 2022 på vinyl og digitale formater via Pouring Dawn.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here