Ny EP fra Go Go Berlin

0
1964

Blot et år efter deres seneste album-udspil udgiver Go Go Berlin nu deres næste EP Lyfe, som udkommer d. 13. november. Med den seneste single “I Never Meant To” har trioen sat baren for deres 2020-lyd, og hele EP’en er et portræt af et opdateret band, der afsøger nye musikalske områder med fem velskrevne, selv-producerede tracks.

Siden debut’en i 2013 har Go Go Berlin oplevet en del udvikling som musikere, gruppe og mennesker. Medlemmer er faldet fra undervejs, og bandets sound har gradvist ændret sig i takt med, at der skete noget nyt. På det forrige album, The Ocean, så vi pludselig en langt mere synth-poppet og knapt så 70’er-rocket side af gruppen. Det var en lidt større udvikling og en længerevarende proces, og derfor tog det tid at komme frem til det resultat, der udkom i september 2019:

“Vi brugte jo rigtig mange år på at lave det sidste album, The Ocean, og har med pladen fundet vores lyd, hvordan det lød inde i vores hoveder – det synes vi, at vi fik frem. Det er ikke klassisk rock længere,” udtaler trommeslager Christoffer Østergaard.

Efter The Ocean udkom oplevede bandet et skift i deres publikum, og mange nye fans med andre musikalske præferencer kom til:

“Det var bare fedt at se det publikum, det nye og det gamle forenet, selvom man har været væk i næsten fire år.” – Christoffer

Som forsanger Christian Vium forklarer, så var The Ocean et album, der demonstrerede et skift i deres sound. Det var en rejse fra et gammelt til et nyt sted, og når først endestationen var nået, ville det ikke tage nær så lang tid at sende mere musik ud:

“Vi brugte hele billedet omkring The Ocean, også i forhold til det med at være på en rejse, at have sejlet ud, og så anede man faktisk ikke, hvornår man kom ind igen.

Og det gjorde vi så. Nu er vi fundet i land. Det er også derfor, at det går så meget hurtigere nu. Vi brugte utrolig lang tid på at søge og mærke efter, og den vigtigste ting, tror jeg, er at ved at gøre tingene selv, der lærte vi rent håndværksmæssigt at få den sound, vi gerne vil have.”

Der er således lagt i støbeskeen til mere af samme skuffe i form af EP’en Lyfe. Det er billedet på et opdateret Go Go Berlin, der tør gå ind og vise rockmusikken, at sådan her kan man også gøre.

“Vi er utroligt trætte og kede af, at rockmusik er gået i stå. Og det har vi selv udviklet os videre fra. Og så er det jo op til rockmusik, om de vil tage os ind eller om vi skal være noget andet,” siger forsanger Christian Vium.

I forbindelse med den musikalske udvikling er der for bandet også en tekstlig og fonetisk sammenhæng mellem EP-titlen og det seneste singleudspil “I Never Meant To” – som Christian forklarer, så handler det om valg og konsekvenser:

“I et parallelunivers staves ‘life’ med y. Og det kan jeg utroligt godt li’: Det viser en kontravirkelighed. Der er nogle valg, og der er nogle ting, der forandrer sig. Og ‘life’ kunne lige så godt være stavet med y.”

Det er også en af grundende til, at bandet har valgt at kalde EP’en Lyfe med y – fordi der skal være noget at stille spørgsmål til. Både til bandet og til musikken, men også til livet.

“Det er jo generelt noget, mennesket gør – stiller spørgsmål til livet. Og hvis man siger y’et på engelsk, lyder det som ‘why’, så igen: why life?”, spørger Christian.

Go Go Berlins EP Lyfe udkommer d. 13. November.

Medlemmer:
Christian Vium: Sang, guitar
Christoffer Østergaard: Trommer
Anders Søndergaard: Orgel, keys

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here