Den erfarne vokalist, producer og sangskriver Maria Køhnke er klar til at gøre comeback på den danske musikscene med endnu en single-forløber til EP’en Don’t Look. Nummeret hedder “Sweetness” og er med sit gyngende musikalske univers og følsomme output lyden af 50’er-/60’er-ballader anno 2020.
Maria Køhnkes musik er synthpop, der refererer til de franske breddegrader og med noter af både futurisme og 80’er-evergreens. “Sweetness” er alternativ pop, der lyder som alt det, du elsker og samtidig som intet andet. Om musikken siger Køhnke selv:
“Sweetness er inspireret af fortidens soulmusik og doo-wop, hvor du finder mange ballader, der i ét og samme udtryk rummer både længsel, sorg og sødme.”
Nummeret handler om at være afhængig af giftige forhold og om den selvdestruktive adfærd ved at afvise nogen, man elsker.
“For mig handler sangen om at være tiltrukket af nogen, der pr. definition skuffer én, fordi man selv skuffer dem – helt uden at opdage det. Der er tale om en sky mimose-leg. Altid for lidt, altid for meget i forhold til det usagte – ingen giver “noget rigtigt”. Men legen føles alligevel god, mens den foregår.”
Forud for “Sweetness” har Maria Køhnke udsendt singlen “Don’t Look At Me”, som er havnet på spillelister som New Music Friday (Spotify), Chill Alt. Pop – as #1 (Spotify), De Nye – som #1 (Spotify), New Music Daily (Apple Music) og “Helt Nyt” (Deezer).
Begge singler og resten af den kommende EP er produceret af Køhnke og tidligere Turboweekend-keyboardspiller Anders Stig Møller og mixet af svenske Fredrik Okazaki, som har spillet med Robyn, Seinabo Sey og Röyksopp.
Maria Køhnke er en erfaren kunstner. Hun udgav sit debutalbum Collector i 2007 og har en bred musikalsk erfaring. Hun har indspillet og turneret med Swan Lee, Nørlund, Nicole Atkins, Robyn og mange flere. Hun er desuden stadig en del af vokalensemblet Korage med blandt andre Pernille Rosendahl og Sharin Foo.
“Sweetness” er ude 3/7.